Dansk golfkvinde formøblede sejren

Golfspilleren Emily Kristine Pedersen smed sin føring væk med en dobbelt bogie og endte med at tabe omspillet i Lacoste Ladies Open.

Emily Kristine Pedersen putter ved Lacoste Ladies Open 2015. (Foto: Dr Sporten © DR Sporten)

Det så virkelig lovende ud for den unge, danske golfspiller Emily Kristine Pedersen, der førte golfturneringen Lacoste Ladies Open med en fin margin.

Men en dobbelt bogie på 17. hul betød, at franskmanden Celine Herbin fik hentet føringen, og så stod den på omspil.

Her måtte de to kvinder spille hele tre huller, før en vinder var fundet i European Tour-turneringen. Og set med danske briller var det desværre den forkerte, der vandt.

På tredje omspilshul missede Emily Kristine Pedersen sit put, og så kunne Celine Herbin snuppe sejren på hjemmebane.

Trods den skuffende afslutning kan danskeren glæde sig over en flot turnering, hvor hun leverede strålende spil og førte helt til slut.

En anden dansker, Malene Jørgensen, gik i dag banen i 67 slag, og dermed kunne hun sikre sig tredjepladsen i den franske turnering.