Dansk golfspiller leger med helt fremme i amerikansk turnering

Nanna Koerstz Madsen fortsætter den sikre stil i New Jersey, hvor hun efter anden runde når en tredjeplads.

Nanna Koerstz Madsen har et godt tag på køllerne i New Jersey. (Foto: Streeter Lecka © Scanpix)

Danske Nanna Koerstz Madsen ligger på en delt tredjeplads efter anden runde i LPGA-turneringen i New Jersey, USA.

Den 24-årige golfspiller gik anden runde i 68 slag, hvilket er tre slag under banens par.

Samlet ligger hun efter turneringens første to runder otte slag under par, hvilket altså foreløbigt rækker til en delt tredjeplads i ShopRite LPGA Classic, som afholdes i Galloway i New Jersey.

Det blev i anden runde til fire birdies for Nanna Koerstz Madsen, der dog også blev noteret for en enkelt bogey.

Danskeren deler tredjepladsen med amerikanerne Ally McDonald og Lexi Thompson.

På andenpladsen er Mariah Stackhouse fra USA i ni under par, mens Lee Jeong-eun fra Sydkorea har lagt sig i spidsen på førstepladsen efter anden runde i ti slag under par.

"Nummer Seks" ligger nummer et

Lee Jeong-eun vandt sidste weekend US Women's Open i Charleston, hvormed hun vandt den største pengepræmie, der nogensinde er uddelt til en kvinde i golf.

Præmien lød på en million dollar, hvilket svarer til 6,7 millioner kroner.

Lee Jeong-eun går under navnet "Nummer Seks", da hun er den sjette spiller i den koreanske LPGA med navnet Lee Joeng-eun.

Hun har taget navnet til sig og har blandt andet skrevet et stort sekstal på sin golfbold.

I Charleston deltog danske Nanna Koerstz Madsen også, men endte på en delt 16.-plads.

Vinderen af ShopRite LPGA Classic vil modtage en pengepræmie på 262.500 dollar. Det svarer til omkring 1,7 millioner danske kroner.

Danske Nicole Broch Larsen deltager også i turneringen i New Jersey.

Efter anden runde har hun placeret sig på en delt 30.-plads med en stilling på samlet tre slag under par.

/ritzau/

Facebook
Twitter