Dansk golfspiller mister føringen i Scottish Open

Nicole Broch Larsen kunne ikke holde niveauet fra torsdag og røg fra første- til sjettepladsen på anden runde.

Nicole Broch Larsen mistede førstepladsen i Scottish Open, men hun er stadig med i topstriden. (Arkivfoto) (Foto: Eric Bolte © Scanpix)

Der er to danske golfspillere i top-10 halvvejs gennem LPGA-turneringen Scottish Open, men føringen er ikke længere på danske hænder.

Nicole Broch Larsen, som med en runde i fire slag under par torsdag førte efter første runde, måtte bruge seks slag mere på anden runde.

Det betød, at hun gled ned på en delt sjetteplads, hvor også landsmanden Nanna Koerstz Madsen befinder sig. Hun rykkede en enkelt plads frem fra fredag.

Broch Larsen lavede to birdies på fredagens runde. Nummer to kom på hul 15, hvor danskeren på sit andet slag leverede et stærkt indspil på greenen, du kan se nedenfor.

Scoren blev dog blev ødelagt af to bogeys og især en dobbeltbogey på hul 10.

Med to slag under par har begge danskere tre slag op til den førende duo, som er amerikaneren Stacy Lewis og spanske Azahara Muñoz.

Emily Kristine Pedersen lå også godt til efter første runde, men hun måtte bruge tre slag mere end banens par på anden runde. Hun ligger nu i par samlet på en delt 13.-plads.

Tredje runde spilles lørdag, mens finalerunden afvikles søndag.

/ritzau/

Facebook
Twitter