Dansk golftriumf lurer i Spanien: Fremragende runde sender Koerstz Madsen til tops

Golfspilleren Nanna Koerstz gik tredje runde i European Tour-turneringen i Spanien i syv slag under par.

Nanna Koerstz Madsen ligger samlet 14 slag under par inden søndagens finalerunde i European Tour-turneringen i Spanien. (Arkivfoto) (Foto: SAM GREENWOOD © Scanpix)

Nanna Koerstz Madsen imponerer med flot golfspil i European Tour-turneringen Andalucia Costa del Sol Open de Espana i Spanien.

Lørdag gik den 25-årige dansker sin tredje runde i hele syv slag under par. Den imponerende bedrift sendte derefter Nanna Koerstz Madsen alene til tops i turneringen inden søndagens finalerunde.

Nanna Koerstz Madsen ligger samlet hele 14 slag under par, efter at hun også fredag fik en fremragende runde i seks slag under par.

Hun er to slag bedre end nærmeste forfølger, Julia Engström, fra Sverige.

Det var en runde med syv birdies, der gav danskeren det fine resultat. Fem af dem lavede hun endda på stribe.

Turneringens anden dansker, Nicole Broch Larsen, ligger på en delt 33.-plads med samlet et slag over par.

Nicole Broch Larsen ligger nummer 33 med én runde tilbage. (Foto: Eric Bolte © Scanpix)

Lørdag gik hun tredje runde i et slag under par, ligesom hun gjorde torsdag, men fredagens anden runde blev dyr for danskeren, der sluttede runden i tre slag over par.

Turneringen spilles på Aloha Golf Club i nærheden af Marbella i Sydspanien, og den har en samlet præmiesum på 300.000 euro (2,24 millioner kroner).

/ritzau/

Facebook
Twitter