Danske golfkvinder skriver historie til EM

Både det danske herre- og kvindelandshold i golf vandt bronze ved EM i Berlin.

Det danske kvindelandshold i golf vandt lørdag EM-bronze. Foto: Dansk Golf Union

Der var godt med succes for de danske landshold ved det netop overståede EM i golf i Berlin.

Især for Karen Fredgaard, Cecilie Finne-Ipsen, Malene Krølbøll, Sofie Kibsgaard Nielsen, Puk Lyng Thomsen og Marie Lund-Hansen, der leverede det bedste resultat for et dansk kvindelandshold til et EM nogensinde.

Bonzemedaljerne kom i hus efter en sejr på 5½ - 2½ over i Italien.

En historisk god præstation og resultat, lyder det fra landstræner, Thomas Poulsen.

- Når man gør noget, som andre ikke har gjort før, så er det jo i sig selv historisk, og derfor er turneringen også gået langt over forventning. Men jeg synes også, at pigerne er gode og viser det potentiale, de har. Så det ser fornuftigt ud for fremtiden, siger Thomas Poulsen.

Damernes hidtil bedste resultat ved et EM var, da de i 1995 blev nummer fire.

For herrelandsholdet var det John Axelsen, Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Morten Toft Hansen, Gustav Frimodt og Andreas Hillersborg, der spillede bronzen hjem mod Tyskland.

Facebook
Twitter