Danskere halser efter inden sidste runde af golfmajor

Lucas Bjerregaard gik tredje runde i US PGA Championship i par, mens Thorbjørn Olesen brugte et slag mere

Lucas Bjerregaard (billedet) og Thorbjørn Olesen er et stykke efter de bedste ved US PGA Championship. (Foto: ROSS KINNAIRD © Scanpix)

Golfspillerne Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen får svært ved at blande sig i den absolutte topstrid i US PGA Championship.

De to danske deltagere skal i hvert fald levere noget ekstraordinært i søndagens sidste runde, hvis det skal ske.

Lørdag blev Bjerregaard noteret for en runde i par - 70 slag - hvilket betyder, at han også er i par samlet.

Olesen gik en runde i 71 slag og er samlet fire slag over par før søndagens runde i New York.

Det rækker til placeringer som nummer 16 og 48 for Bjerregaard og Olesen.

Den forsvarende mester, amerikaneren Brooks Koepka, er fortsat suverænt i spidsen. Lørdag måtte han dog nøjes med en runde i par. Især spillet på green drillede en smule.

- Mange af mine putts var for korte. Jeg er tilfreds med måden, jeg putter på, men skal bare ramme dem lidt hårdere, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samlet er han 12 slag under par og har et forspring på syv slag ned til de nærmeste forfølgere.

Koepka åbnede turneringen med to runder i henholdsvis 63 og 65 slag.

Ingen spiller i turneringens historie har tidligere haft en føring på syv slag efter 54 huller.

- Det vil kræve noget helt særligt at indhente Brooks. Men det er helt sikkert muligt på denne bane, siger Dustin Johnson, der er blandt fire spillere, som deler andenpladsen i fem slag under par.

Kun en gang tidligere - i 1978 - er det lykkedes en spiller at indhente et forspring på syv slag på den sidste runde PGA Championship og vinde turneringen.

/ritzau/

Facebook
Twitter