Fejl på sidste hul sender dansker ud af top-10 i Sydafrika

En dobbelt bogey på sidste hul betød, at Joachim B. Hansen endte på 17.-pladsen. Fejlen kan koste sæsonfinale.

Joachim B. Hansen blev nummer 17 i Nedbank Golf Challenge i Sydafrika og kan rejse hjem med omkring 470.000 kroner (arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Joachim B. Hansen missede søndag den fjerde top-10-placering på European Tour på halvanden måned.

Den danske golfspiller endte som nummer 17 i Nedbank Golf Challenge i Sun City i Sydafrika, efter at han sluttede turneringen af med en dobbelt bogey på allersidste hul.

Den 29-årige dansker lå ellers til at slutte på en delt tiendeplads, hvis han havde klaret det afsluttende par-4-hul i par.

Sidstedagen endte med en score på 76 slag - fire over banens par - for Joachim B. Hansen.

Engelsk sejrherre

Sejren gik til Tommy Fleetwood fra England, der sammenlagt var ti slag bedre end danskeren.

Fleetwood kan rejse hjem med en præmie på 2,5 millioner dollar svarende til 16,9 millioner kroner.

Tommy Fleetwood vandt efter omspil. (Foto: Paul Childs © Scanpix)

Englænderen vandt turneringen efter omspil med svenske Marcus Kinhult, der får 845.000 dollar (5,7 millioner kroner) for sine anstrengelser.

Før turneringen i Sun City lå Joachim B. Hansen lige uden for det felt på 50 spillere, der i næste uge skal spille sæsonfinale i Dubai. Det er uvist, om den samlede 17.-plads i Sydafrika er nok til at sende ham ind i top-50.

Alt tyder dog på, at Lucas Bjerregaard formentlig misser sæsonfinalen efter en sidsteplads i Nedbank Golf Challenge. Bjerregaard lå nummer 49 på Race to Dubai-listen før turneringen i Sun City.

/ritzau/