Flere birdies giver Kjeldsen god slutspurt

Søren Kjeldsen lavede tre birdies på de sidste seks huller og sluttede lørdagens runde tre slag under par.

Søren Kjeldsen er seks slag under par inden søndagens afgørelse i Holland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

European Tour-turneringen KLM Open i Holland har været lidt af en rutsjebanetur for golfspilleren Søren Kjeldsen.

Efter en god runde torsdag gik han ned fredag, men lørdag sørgede en god slutspurt så for en ny god runde til danskeren.

Kjeldsen lavede i alt seks birdies og tre bogeys på de 18 huller. Tre af de birdies kom på de sidste seks huller, og det sendte ham opad i tabellen før sidste runde søndag.

Kjeldsen er seks slag under par. Det giver ham en foreløbig placering på en delt 18.-plads i turneringen.

Det er dog stadig en håndfuld slag efter toppen, og flere spillere mangler endnu at færdiggøre deres runde lørdag eftermiddag.

Danskeren lavede tre birdies på de første syv huller. Derefter fulgte tre bogeys før den gode afslutning.

Søren Kjeldsen er eneste tilbageværende dansker i turneringen. Hverken Lasse Jensen eller Jeff Winther klarede cuttet til weekendens afgørende runder.

/ritzau/

Facebook
Twitter