Fra 18 huller til 210 kilometer: Thomas Bjørn gik fra London til Wales med trofæ på ryggen

Siden torsdag har den tidligere topgolfer gået en lang tur for velgørenhed.

De første skridt blev taget i torsdags, da Thomas Bjørn forlod Wentworth Golf Club. (Foto: Paul Childs © Scanpix)

- Mate, stupid…

Sådan opsummerer Thomas Bjørn med en hovedrysten sin gåtur fra London til Wales i et opkald med en anden golfspiller, Rory McIlroy.

Thomas Bjørn har nemlig været ude på lidt af en mission. Han har gået fra Europatourens hovedkvarter lige udenfor London, Wentworth Golf Club, til banen Celtic Manor i Wales. Turen startede han i torsdags, og siden har han tilbagelagt 210 kilometer, før han nåede i mål her søndag eftermiddag.

Og hvorfor begiver man sig ud på sådan en ekstrem gåtur? Golfspilleren gjorde det for at samle ind til velgørenhed, og som han selv siger i en pressemeddelelse, ville han arbejde hårdt for at indsamle pengene:

- Hvis jeg skal bede folk om at donere deres hårdt tjente penge, så skal jeg også fortjene den donation. Og for mig vil det at gå 10-12 timer om dagen, fire dage i streg, skubbe mig til grænsen.

Se samtalen mellem Thomas Bjørn og Rory McIlroy her, hvor Bjørn indrømmer, at det er noget af en opgave, han har begivet sig ud på.

Inspiration fra krigsveteran

En monsterlang gåtur var på mange måder oplagt for Thomas Bjørn. Idéen opstod nemlig under corona-nedlukningen, hvor han gik en masse lange ture for at vedligeholde sin form og pleje sit mentale helbred.

På samme tidspunkt gik Sir Tom Moore, den 100-årige krigsveteran, rundt i sin have 100 gange for at samle ind til det britiske sundhedsvæsen. Det fik golfspilleren på lignende tanker.

- Nogen kaldte mig ’Ryder Cup Captain Tom’, og det grinte vi lidt af, men jo mere jeg kiggede på Sir Tom, desto mere blev jeg oprigtigt inspireret af det, han gjorde, så vi kom på idéen om at lave vores egen velgørende gåtur.

Golfveteranen havde set, at ifølge Unicef ville coronavirus være den største globale krise for børn siden Anden Verdenskrig, og derfor valgte han at donere pengene til Unicef og Golf Foundation.

- Som en dansker, der har levet det meste af mit voksne liv i England, ville jeg gerne give noget tilbage både globalt og lokalt. Jeg føler, at Unicef og Golf Foundation er det perfekte par til det, siger han i pressemeddelelsen.

En anden del af gåturen handler også om at fejre 10-års-jubilæet for den europæiske Ryder Cup-sejr i netop Wales, hvor Thomas Bjørn var vicekaptajn. Derfor er han også i godt selskab undervejs på turen. På ryggen bærer han nemlig Ryder Cup-trofæet hele vejen i en rygsæk.

Thomas Bjørn har båret på værdifuldt metal under hele turen. Han har nemlig haft et Ryder Cup-trofæ i rygsækken. (Foto: Paul Childs © Scanpix)

Støtte undervejs

Udover et hyggeligt opkald fra golfspilleren Rory McIlroy, der i øjeblikket ligger nummer tre på verdensranglisten, har Thomas Bjørn også modtaget støttende beskeder andre steder fra.

Se nogle af de støttende beskeder til Thomas Bjørn her.

Inspirationen til turen Sir Tom Moore sendte en lille hilsen til den danske golfstjerne.

Liverpools James Milner sendte også en lille hilsen til Thomas Bjørn, der er Liverpool-fan.

Med 210 kilometer i benene er det spændende at se, om Thomas Bjørn er klar til i næste uge. Planen er nemlig, at han skal deltage i turneringen Wales Open på den samme bane, hvor Europa vandt Ryder Cup i 2010. Turneringen starter torsdag.

Facebook
Twitter