I dag kulminerer drømmen for dansk golfspiller efter fem års kamp: ’Ret surrealistisk’

Sebastian Cappelen kvalificerede sig i juni til PGA Touren i USA, og i dag tager fynboen hul på sin første turnering.

Sebastian Cappelen har taget en utraditionel vej til toppen af golf-verden. (Foto: Stacy Revere © Scanpix)

Amerika er kendt som det forjættede land, og det gør sig i den grad også gældende, når det handler om golf.

Man finder ikke mange professionelle golfspillere, som ikke drømmer om at spille sammen med stjerner som Tiger Woods, Phil Mickelson og Brooks Koepka i USA på verdens bedste tour, PGA Touren.

Mens de fleste danske golfere må nøjes med at forestille sig den virkelighed, så bliver det en realitet for 29-årige Sebastian Cappelen, når der i dag er tee off til den nye PGA-sæson.

Fynboen sikrede sig i juni kortet til den amerikanske tour, og det gjorde han på en måde, som ingen andre danskere har gjort før. Sebastian Cappelen kvalificerede sig nemlig ved at ende blandt de 25 bedste spillere på Korn Ferry Tour, som er niveauet under PGA Touren.

- Det er ret surrealistisk. Det er stadig ikke helt gået op for både mig og min kone, at der vil være ret mange ændringer i vores hverdag, siger Cappelen til DR Sporten.

- Det har også været et mål for mig at kunne gå en anden vej end andre har gjort før. Det har været en stor del af min motivation. Det betyder utrolig meget.

Fem års kamp for at nå i 'hul'

Der har ligget flere års arbejde i at nå til PGA Touren for Sebastian Cappelen. Fem år tog det, fra han i 2014 kastede sig ud i livet som professionel på den næstbedste tour i USA, til golfdrømmen gik i opfyldelse.

Allerede i sin første sæson var det tæt på at lykkes for danskeren.

Han vandt sin første turnering og så længe ud til at spille sig på PGA Touren i første forsøg, men efter en række mindre gode resultater sidst på sæsonen glippede kvalifikationen lige præcis for Cappelen.

- Det gik kun ned ad bakke, siden jeg vandt og var tæt på PGA Touren. Så jeg følte, at jeg ikke rigtig var kommet nogen vegne siden. Det var en bitter en, siger han om den glippede kvalifikation i første sæson.

Stålsat fynbo

Selvom det blev lige ved og næsten for Sebastian Cappelen i første forsøg, så rystede han ikke på hånden over sit valg om at gå den amerikanske vej modsat sine mange danske landsmænd, der sigtede efter et lidt lavere mål, nemlig Europa Touren.

Siden han færdiggjorde sin uddannelse på University of Arkansas handlede alt om hans ’American Dream’.

- Jeg var ikke interesseret i at skulle rejse til et nyt land hver eneste uge i Europa og spille på 100 forskellige baner, hvor du ikke aner, hvad du får.

- Når man ser billeder fra Irland eller Skotland, render de rundt i huer midt om sommeren. Det blæser, regner, og jeg ved ikke hvad. For mig er det for tilfældigt, siger Sebastian Cappelen og fortsætter:

- Jeg gik 'all in'. Jeg elskede at være i USA og spille på de amerikanske baner – konkurrencen var verdensklasse. Jeg følte også, at man i USA gik mere op i at have perfekte baner, og så var det op til spillerne selv at producere kvalitetsslag, siger han.

Det gamble viste sig i juni at være rigtigt for Cappelen, da han efter en andenplads i turneringen Wichita Open havde samlet nok ranglistepoint til at kvalificere sig til PGA Touren – endda på samme bane som karrierens første sejr blev vundet fem år tidligere.

Det kunne oveni oprykningen til verdens bedste tour også være blevet til karrierens tredje sejr, da han var med i et omspil, som dog blev tabt.

- Det var med et smil på læben, at jeg gik ind til det playoff. For jeg vidste, at lige meget hvad, så var jeg sikker på at spille PGA Tour i næste sæson. Det var en fantastisk fornemmelse, siger Sebastian Cappelen.

Håber andre danskere vil følge i hans fodspor

I dag kulminerer det hele så for ham, når Cappelen teer ud i sin debut-turnering som medlem af PGA Touren. Her bliver han den første nogensinde set med danske briller til at gøre det, efter at have kvalificeret sig til verdens største golfscene via den næstbedste amerikanske tour.

- Jeg håber, der er flere i fremtiden, som ser den mulig. Så længe man brænder for det, så synes jeg bare man skal 'go for it'.

- Men det kræver lidt mere end bare lige at tage herover. Man skal brænde for det, og der skal være noget commitment, tilføjer han.

Glæde og skepsis i DGU

Hos Dansk Golfunion (DGU) glæder man sig selvsagt over, at Sebastian Cappelen lykkedes med sin drøm om at komme på PGA Touren.

- Det er svært at etablere sig, og det tog Sebastian fem år at nå et niveau, hvor han har kunne gøre det. Det er skønt at se, at han ikke gav op, siger elitechef Claus Mølholm.

Men hvor han jubler over Cappelens succes, så er elitechefen i DGU mere tilbageholden, når det kommer til, om han vil anbefale andre landsmænd at følge i samme fodspor.

NEWBURGH, INDIANA - AUGUST 31: Sebastian Cappelen of Denmark walks to the first green during the second round of the Korn Ferry Tour Championship presented by United Leasing & Finance at Victoria National Golf Course on August 31, 2019 in Newburgh, Indiana. Stacy Revere/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY == (Foto: Stacy Revere © Scanpix)

- Det, at det kan lade sig gøre, får andre til at tænke, om det er den vej, de skal gå, men jeg vil sige, at det er ikke noget, som de fleste ville kunne gøre. Det kræver et meget højt niveau spillemæssigt, og at man kan tage hånd om sin egen udvikling, forklarer han og tilføjer:

- Vi forsøger hele tiden at tage et individuelt kig på det. Hvis vi endelig kommer til at gøre noget, så bliver det at rejse nogle spørgsmålstegn i forhold til at prøve det amerikanske eventyr af. Er det det bedste for den golfmæssige udvikling?, spørger elitechefen om.

Sebastian Cappelen tager hul på sin første runde af sit eventyr i det forjættede land, når han slår ud klokken 20.15 i PGA Tour-turneringen A Military Tribute at The Greenbrier.

Udover Cappelen har Lucas Bjerregaard også sikret sig kortet til PGA Touren i denne sæson. Det gjorde han efter i sidste sæson at have haft et midlertidigt medlemskab. Modsat sin fynske landsmand, så spiller nordjyden dog ikke med i denne uges turnering.