Kommentar: Danmarks næste verdensstjerne

Thorbjørn Olesen kan få sit helt store internationale gennembrud allerede ved Masters, der begynder på torsdag.

Thorbjørn Olesen blev af dagbladet Politiken kåret til Årets Fund 2012. Med sine nu 23 år var han en del ældre end mange konkurrenter. Men golfspillere kan som regel også blive på toppen, til de er over 40 år, og derfor er man ofte talent i længere tid end i andre sportsgrene. (Foto: Glyn Kirk /Scanpix)

Hvem bliver dansk sports næste store internationale stjerne?

Den 21-årige fodboldspiller Christian Eriksen vil mange måske sige. Hans et år yngre landsholdskollega Andreas Cornelius kan være andres bud.

Jeg er ikke i tvivl om, hvem jeg gætter på. Det bliver Thorbjørn Olesen. Den 23-årige golfspillers karriere især det seneste års tid peger udelukkende i en retning, og det er mod toppen af verdenseliten. Deroppe, hvor de største navne for tiden hedder Tiger Woods, Rory McIlroy og Luke Donald.

For lidt over to uger siden deltog Thorbjørn Olesen i Arnold Palmer Invitational, en turnering på den amerikanske PGA Tour, og som navnet fortæller, er der tale om en invitationsturnering. Kun de 50 bedste på den aktuelle verdensrangliste kunne være med, og blandt dem var Thorbjørn Olesen for første gang i november i fjor.

PGA-turneringen blev spillet i Florida, og i mine øjne viste Thorbjørn Olesen lige præcis, hvilke kvaliteter han indeholder. Efter de tre første forrygende dage lå han på en femteplads med en sejr inden for rækkevidde. Men en blanding af manglende erfaring og det faktum, at han endnu ikke er en af verdens bedste, betød, at han ”blot” sluttede på en syvendeplads.

                                                        *****

Nu venter så Masters, årets første major, en af golfsportens årligt fire største turneringer, svarende til grand slam-turneringerne i tennis. Masters spilles i Augusta i USA og begynder på torsdag.

Jeg ved godt, at Thorbjørn Olesen ugen efter Arnold Palmer invitational udgik efter første runde af Houston Open, fordi han var generet af et piskesmæld i kølvandet på et biluheld. Men han har meldt sig klar i Masters, og jeg tror, der er store chancer for, at Danmarks p.t. bedste golfspiller nok skal være, hvor han gerne vil være, når turneringen går i gang.

Og fortsætter han den opadgående kurve, der har bragt ham op på en øjeblikkelig 40. plads på verdensranglisten, skal der altså ikke meget til, før han spiller med om top 10-placeringerne.

Det skal dog siges, at har Thorbjørn Olesen fortsat selv små gener på grund af piskesmældet, skal der ikke meget til, før at chancen for at blande sig i toppen hurtigt er væk.

                                                          *****

Tiger Woods er i forrygende spilhumør for tiden og favorit til at vinde Masters. (© Scanpix)

At Tiger Woods, der vandt Arnold Palmer Invitational, nu igen er nummer et på verdensranglisten – for første gang siden 2009 – gør det bestemt ikke mindre interessant at følge Thorbjørn Olesen.

Tiger Woods er jo fortsat i en klasse for sig, når det handler om starquality. Modsat stort set alle andre golfspillere kan han alene tiltrække sig opmærksomhed fra alle dem, der normalt ikke følger med i golf. Og den opmærksomhed kan kun komme Thorbjørn Olesen til gode.

I øvrigt har Tiger Woods ikke vundet en major siden 2008, hvorefter alle problemerne med skillsmissen fra Elin Nordegren fjernede hans fokus fra golfbanerne. Og kommer den 37-årige amerikaner til at blande sig i topstriden, bliver det helt vildt så meget omtale turneringen vil få rundt om verden.

Hvis Tiger Woods tilmed vinder, bliver det helt ekstremt. Så kommer det også til at "dryppe" på en del andre. En af dem kan være Thorbjørn Olesen.

                                                          *****

Men det er ikke kun Thorbjørn Olesens store golftalent, der - især for os danskere - gør det interessant at følge ham. Det er også hans væremåde, udstråling og optræden i medierne, der gør ham attraktiv.

Selv om Thorbjørn Olesen fremstår selvsikker, virker han på ingen måde arrogant. Selv om han er født ved Furesøen, bor han i dag i Københavns nordvestkvarter. Og selv om han allerede har tjent flere millioner på sin sport, minder han mig mere om en studerende end en kommende verdensstjerne.

Sådan var det ikke med Thomas Bjørn, da han brød igennem. Danmarks bedste spiller gennem tiderne fremstod allerede som ung en, der sagtens kunne have haft birolle som i den berømte britiske TV-serie, der på dansk hed "Gensyn med Brideshead", hvor Anthony Andrews og Jeremy Irons spillede et par overklasseknægte, der mødte hinanden på Oxford Univervisity.

Tiger Woods er i forrygende spilhumør for tiden og favorit til at vinde Masters. (Foto: KARIM SAHIB © Scanpix)

Thomas Bjørn, der fortsat spiller på højeste plan, opnåede tre andenpladser i majors, da han var bedst, og i 2001 blev han kåret til "Årets sportsnavn" af Danmarks Idræts-Forbund og Jyllands-Posten.

Thomas Bjørn var i mange år et ganske særligt ikon i dansk golf, og han havde stor betydning for, at sporten i mange år voksede herhjemme - både i opmærksomhed og i medlemstal rundt om i landets klubber. Men et folkeligt gennembrud har Thomas Bjørn aldrig fået.

Det er der faktisk ingen fra dansk golfs gyldne generation, der har fået. Generationen, der også tæller navne som Anders Hansen, Søren Kjeldsen og Søren Hansen, har sørget for mange store triumfer. Men deres popularitet i den brede del af befolkningen har aldrig kunnet måle sig med deres succeser.

Selvfølgelig handler det i høj grad også om, at det er yderst sjældent, der er blevet vist golf på TV2 og DR.

TV2 viste godt nok Nordic Open i 2003, men den danske Europa Tour-turnering eksisterede kun den ene år, idet arrangørerne gik konkurs.

Måske kommer der igen en dansk Europa Tour-turnering i 2014. Det satser forretningsmanden Lars Larsen i hvert fald på, idet han arbejder på, at få touren til Himmerland. Lykkes det, kan det bliver med Thorbjørn Olesen som det store trækpladser.

                                                          *****

Selv om Thorbjørn Olesen i øjeblikket får en del opmærksomhed herhjemme, er han dog ikke langt foran de andre danskere.

Herunder er den danske top 10 med deres placeringer:

Verdensranglisten pr. 31. marts 2013

40.  Thorbjørn Olesen 62.  Thomas Bjørn 68.  Anders Hansen 205. Søren Kjeldsen 250. Joachim B. Hansen 260. Andreas Hartø 321. Morten Ørum Hansen 624. Søren Hansen 688. Thomas Nørret 716. Jeppe Huldahl.

Især Thomas Bjørn skal man ikke afskrive endnu. Han kan sagtens blive Danmarks højstplacerede på verdensranglisten igen. Enten fordi den 42-årige silkeborgenser igen får stor succes. Eller fordi Thorbjørn Olesen får en periode, hvor tingene ikke lykkes på banen. Der er jo ingen garantier for, at det bliver ved med at gå fremad.  

Men det er alligevel værd at bemærke, at Thomas Bjørn vandt sin første Europa Tour-turnering i 1996, da han var 25 år. Thorbjørn Olesen vandt sin første i fjor, Sicilian Open, da han var 22 år.

Det bliver næppe i denne weekend, at Thorbjørn Olesen vinder sin første major. Men jeg ser alligevel rigtigt meget frem til at følge ham de fire dage på Augusta-banen.

Hvordan tror du, at Thorbjørn Olesen klarer sig de kommende år, eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!

Facebook
Twitter