Lærte golf på YouTube og er nu blandt verdens bedste: 'Vi har aldrig haft en helt som ham'

Viktor Hovland lærte sig selv at spille golf ved hjælp af online kurser. Nu skal han som den første norske golfspiller nogensinde deltage i den prestigefyldte Ryder Cup.

Viktor Hovland var aldrig blandt de største talenter, men i weekenden skriver han norsk golfhistorie med sin deltagelse ved Ryder Cup 2021. Foto: Scanpix. Grafik: Diede Linnet van de Mosselaar.

YouTube er spækket med instruktionsvideoer, der kan lære dig alt fra at binde slips til at give hjertemassage. Og så findes der videoer, som kan lære dig at spille golf.

Dem har Viktor Hovland set masser af. Som 12-årig lærte nordmanden sig selv at spille golf ved hjælp af YouTube-videoer på engelsk, for vinteren i Oslo gjorde det svært at træne udendørs.

Derfor brugte han timerne på at studere teknikker online, som han øvede på en nærliggende indendørs golfbane. Og nu hører han til sportens elite. 12 år senere er Viktor Hovland udtaget til den prestigefyldte turnering Ryder Cup, som er en holddyst mellem Europa og USA.

- Det er den største scene. Jeg er sammen med spillere, jeg har set konkurrere ved Ryder Cup, siden jeg var meget lille. Det er en ære at være en del af holdet, sagde Viktor Hovland på et pressemøde forud for weekendens turnering.

Ryder Cup afvikles i Wisconsin fra den 24. til 26. september, og Viktor Hovland er den første nordmand nogensinde til at opnå en plads på det europæiske hold. Ifølge Magnus Sveen, redaktør for det norske golfmedie Norsk Golf, har det sat den skandinaviske nation på den anden ende.

- Hvis jeg tager på golfbanen for at slå nogle bolde, hører jeg små børn sige, at de vil være Viktor Hovland, når de bliver store. Vi har aldrig haft en helt som ham, børnene kunne se op til, forklarer Magnus Sveen.

Viktor Hovland på træningsbanen i dagene før Ryder Cup. Europa-holdet vandt den sidste duel mod USA ved turneringen i 2018. (Foto: Warren Little © Ritzau Scanpix)

Så ind i fremtiden

Ifølge Magnus Sveen var Viktor Hovland en helt almindelig gut, da han begyndte at spille golf sammen med sin far som ti-årig. Viktor Hovland var aldrig blandt de største talenter, men golfspillerens ungdomstræner Jim McGowan er dog ikke overrasket over nordmandens udvikling.

- Viktor Hovland så ind i fremtiden, og hvordan teknologien ville ændre golfspillet. Han har brugt mange timer online på at studere forskellige svingteknikker. Han så konstant videoer af andre spillere, og virtuelt vidste han mere, end jeg gjorde som træner, har Jim McGowan fortalt det engelske medie Daily Mail.

Ifølge Magnus Sveen har Viktor Hovlund altid jagtet muligheder for at justere på sit spil, og det er lige netop den egenskab, der har katapulteret ham op i golftoppen.

- Viktor Hovland har aldrig været optaget af, hvordan andre arbejder, men har i stedet fokuseret på sig selv. Selv hvis han spiller en runde tæt på perfekt, leder han efter små detaljer, som kan forbedres. Det er hans største styrke.

Viktor Hovlands stræben efter at blive bedre var umulig at undgå for talentspejderne. Det førte til, at han i 2016 rejste til USA for at spille golf for det amerikanske college Oklahoma State University.

Viktor Hovland vandt det norske mesterskab i golf som 15-årig og har siden øget interessen for golf i Norge. (Foto: Mike Ehrmann © Ritzau Scanpix)

"Vi får aldrig en nordmand på det niveau"

Herefter gik det stærkt, og den 24-årige golfspiller er i skrivende stund nummer 14 på verdensranglisten. Han brød for alvor igennem på den internationale golfscene i 2018 med sin sejr ved det amerikanske mesterskab for amatører. Det åbnede op for den professionelle verden, hvor Viktor Hovland siden har sejret på det bedste amerikanske og europæiske niveau og nu er en del af Ryder Cup. Et scenarie, der virkede umuligt for få år siden.

- Det er gået virkeligt stærkt. Vores medie har dækket mange turneringer i USA, og vi har altid snakket om, at vi aldrig ville få en norsk spiller med på det her niveau. Vi kunne ikke se, at nogen fra vores land skulle nå derop, fortæller Magnus Sveen.

I weekenden debuterer han så på den øverste golfhylde. Sidst turneringen blev afholdt i 2018, blev resultatet fra Ryder Cuppen blot nævnt i en notits i et par norske aviser. I 2021 er der dømt decideret golffeber, forklarer den norske redaktør.

- Golf er i nyhederne hele tiden, og de største aviser og tv-kanaler dækker sporten på en helt anden måde. Der har været interviews og optakter med Hovland hele ugen op til turneringen. Stemningen er skiftet fuldstændigt.

Ifølge redaktøren Magnus Sveen er Viktor Hovland ekstremt præcis i sine lange slag. Den norske golfspiller har dog plads til forbedringer i sit korte spil. (Foto: Erik S. Lesser © Ritzau Scanpix)

Han er ganske vist helt ny i kappestriden mellem Europa og USA, men Viktor Hovland er ikke blot med til Ryder Cup som læresvend. Den 24-årige nordmand nævnes som en mulig joker for det europæiske hold, og den tidligere verdensetter Rory McIlroy beskrev sin holdkammerat som en vidunderlig spiller ved et pressemøde før turneringen.

- Han er en af verdens bedste spillere. Han har været en god holdkammerat og bringer en god energi og entutiasme, sagde den nordirske golfspiller, der har vundet Ryder Cup fire gange.

Viktor Hovland kan få samme effekt på nordmændenes engagement i golf, som Thor Hushovd havde for cykelsporten og Magnus Carlsen for skak. Det mener redaktøren Magnus Sveen, der tror på en golfbølge i Norge, som ikke tidligere har haft store golftraditioner.

- Selv de folk, som ikke så golf, tænder nu for Ryder Cup, PGA-touren og Majors-turneringerne på grund af Viktor Hovland. Da jeg var lille, ville vi være Diego Maradona, når vi spillede fodbold i skolegårde. Nu har du børn, som vil spille golf på grund af Viktor Hovland. Det er en game changer.