Mareridtsrunde sender dansk golfspiller ud af toppen i USA

Nanna Koerstz Madsen kunne have været den første danske kvinde til at vinde en LPGA-turnering.

Nanna Koerstz Madsen begyndte ellers dagen på andenpladsen blot et slag fra den senere vinder af turneringen, australske Minjee Lee. (Foto: Yong Teck Lim © Scanpix)

Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen smed en historisk sejr i sidste runde af LPGA-turneringen i Los Angeles.

Efter en mareridtsrunde på fem slag over par drattede Koerstz Madsen langt ned ad leaderboardet i turneringen med navnet Hugel-Air Premia La Open.

Koerstz Madsen begyndte ellers dagen på andenpladsen blot et slag fra den senere vinder af turneringen, australske Minjee Lee.

Australske Minjee Lee med trofæet. (Foto: Yong Teck Lim © Scanpix)

Med fire bogeys på de første syv huller forsvandt danskeren hurtigt ud af kampen om sejren.

Med to bogeys yderligere og en birdie på de sidste ni huller endte den 24-årige dansker dagen i 76 slag.

Det rækker til en 13.-plads i turneringen.

Nanna Koerstz Madsen kunne have været den første danske kvinde til at vinde en LPGA-turnering.

22-årige Minjee Lee vandt med fire slag ned til nummer to Sei Young Kim i 14 slag under par.

Med sejren får Minjee Lee 225.000 dollar svarende til lidt over 1,5 millioner kroner.

/ritzau/

Facebook
Twitter