Olesen og Bjerregaard klarer ikke cuttet og misser finaleweekend i Dallas

Hverken Thorbjørn Olesen eller Lucas Bjerregaard klarer cuttet i PGA-turnering, hvor sydkoreaner imponerer.

Thorbjørn Olesen brugte 70 slag - et færre end banens par - på anden runde og slutter sammenlagt i par.  (Foto: Michael Reaves © Scanpix)

Trods hæderligt spil på anden runde klarede de danske golfspillere Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard ikke cuttet i PGA-turneringen AT & T Byron Nelson i Dallas i Texas.

Allerede efter torsdagens første runde lå de to danskere i den tunge ende af feltet, og det formåede de ikke at ændre på fredag.

Thorbjørn Olesen brugte 70 slag - et færre end banens par - på anden runde og slutter sammenlagt i par.

Det blev også det samlede resultat for Lucas Bjerregard.

Han lå et slag under par før fredagens runde, men måtte bruge 72 slag for at komme gennem banen fredag.

Cutgrænsen går ved to slag under par.

Thorbjørn Olesen lå allerede torsdag i den tunge ende af feltet, og det formåede danskeren ikke at ændre på fredag. (Foto: Michael Reaves © Scanpix)

Sydkoreaner ligger i top

I toppen af feltet er sydkoreaneren Sung Kang stukket af efter en fantastisk runde i 61 slag - ti under par.

Midtvejs i turneringen har han med 16 slag under par et forspring på fire slag ned til amerikanerne Matt Every og Tyler Duncan, som deler andenpladsen.

Sung Kang, der er nummer 138 på verdensranglisten, har indtil videre i denne sæson ikke imponeret. Hans bedste placering er en delt 6.-plads i marts, og han jagter sin første sejr i en PGA-turnering.

/ritzau/

Facebook
Twitter