PGA Touren lukker døren for Thorbjørn Olesen

Den amerikanske PGA Tour har suspenderet Thorbjørn Olesen, selv om danskeren ikke spiller på touren.

- Vi støtter European Tours beslutning om at suspendere Thorbjørn Olesen, og selv om han ikke spiller på PGA Touren, så har vi besluttet af suspendere ham fra fremtidige events for nu, skriver Laura Neal. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen har nok at forholde sig til disse dage.

Olesen skal onsdag den 21. august møde i retten i London, hvor han er tiltalt for vold og seksuelt overgreb. En episode, der skulle være fundet sted på en flyvetur mellem USA og London den 29. juli.

Politiet ventede angiveligt allerede ved gaten, da flyet ankom til London, hvorefter Olesen straks blev anholdt og kørt direkte til afhøring.

Den 29-årige dansker er som konsekvens af tiltalen suspenderet fra European Tour indtil der er kommet en afklaring, og den udmelding støtter den amerikanske PGA Tour op om.

Det skriver Laura Neal, Senior Vice President på PGA Touren, i en mail til DR Sporten.

- En anklage af denne størrelsesorden er noget, vi tager meget seriøst. Vi støtter European Tours beslutning om at suspendere Thorbjørn Olesen, og selv om han ikke spiller på PGA Touren, så har vi besluttet af suspendere ham fra fremtidige events for nu, skriver Laura Neal.

Thorbjørn Olesen skal møde i Uxbridge Magistrates' Court i London. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Kan give fængselsstraf

Bliver Thorbjørn Olesen kendt skyldig, kan han straffes med bøde eller fængselsstraf i op til et år. Det skriver Jyllands-Posten, der er i besiddelse af anklageskriftet.

Ifølge engelsk lov kan 'sexual assault on a female', som Olesen er anklaget for, give bøde og/eller fængselsstraf i op til seks måneder, skriver avisen.

Det andet forhold handler om vold. Danskeren er tiltalt for "assault by beating", hvilket i engelsk lov dækker over et overfald af mindre karakter, hvor offeret er blevet forulempet, men ikke er blevet tilføjet fysiske skader.

Thorbjørn Olesen skulle have stillet til start ved næste uges Scandinavian Invitation i Göteborg, men det sætter suspenderingen fra European Tour en stopper for.