PODCAST Søren Kjeldsen på dybt vand: Hvad fanden laver jeg egentlig her?

Det startede skidt for Søren Kjeldsen på PGA Touren. Men når han nu vender tilbage til Europa Touren, så er det med en ny robusthed, fortæller han i DR Sportens podcast, Illustreret Sport.

Søren Kjeldsen er tilbage på Europa Touren, når det gælder BMW PGA Championship fra på torsdag. (Foto: Jacob Panum © DR Sporten)

I den kommende uge er Søren Kjeldsen tilbage i vante omgivelser på Europa Touren, når det gælder BMW PGA Championship på Wentworth i England.

Tilbage som en klogere og forhåbentlig også bedre golfspiller, fortæller Søren Kjeldsen i femte episode af DR Sportens podcast, Illustreret Sport, der har mødt ham en kold og regnfuld dag i maj på golfbanen The Scandinavian i Farum.

Siden årsskiftet har han prøvet kræfter med den amerikanske PGA Tour. En drengedrøm, men også en stor udfordring, hvor han virkelig har følt sig kastet ud på dybt vand.

- Jeg har da haft mange situationer, hvor jeg har tænkt, hvad fanden laver jeg egentlig her? Jeg havde det super godt i Europa. Det gik godt. Og så tænker jeg alligevel, det er fandeme også fedt, at jeg har fået chancen, siger Søren Kjeldsen.

Den ældste rookie

Søren Kjeldsen er med sine 41 år den ældste rookie på den amerikanske PGA Tour, og på forhånd var han spændt på at finde ud af, hvordan han reagerede på at prøve noget nyt. Og det har virkelig været som at være ny dreng i klassen.

Nordjyden, der efter eget udsagn godt kan lide tryghed og faste rytmer, har været udfordret på helt basale logistiske ting, i alt fra at finde et egnet hotel til at finde rundt på de store amerikanske golfanlæg. Ting som slet ikke er et issue på Europa Touren, hvor han har spillet 19 sæsoner.

- Det har konstant været en kamp med tiden. Fordi alt har været så nyt, og jeg har skulle vænne mig til så meget. Så jeg har virkelig været ude af min comfort zone, siger Kjeldsen og tilføjer:

- Det har været mega sjovt. For det er vigtigt for mig også at turde. Hvis du ikke er bange for at falde, og du ved, at du kommer op igen. Så har du mulighed for at få fat i de ting, som du har inde i dig.

Og det er netop nogle uudnyttede menneskelige ressourcer og sportslige kvaliteter, som Søren Kjeldsen håber at finde på den amerikanske PGA Tour. Så han kan lægge mere til sit spil.

Spillede også som en rookie

Men i første omgang smittede de nye omgivelser af på hans spil i form af dårlige resultater.

For han spillede decideret som en rookie. Han satsede for meget i sit spil, fordi han skulle vise omgivelserne, hvad han kunne. Og selvom det har været frustrerende, så har det også været nyttigt.

- Jeg har haft mulighed for at lære nogle ting, som jeg har lært før. Men det har været sundt at lære dem igen og finde ud af vigtigheden af dem, siger Søren Kjeldsen.

Gennembrud i Austin

Han fik siden mere styr på sit spil og fik et mindre gennembrud i slutningen af marts i forbindelse med World Golf Championships Match Play i Austin, hvor han undervejs slog Rory McIllroy og blev nummer 5.

- Det var ikke sket for 12 måneder siden. Den robusthed kom af, at jeg havde haft det så skidt i starten af året og været helt ude på dybt vand uden at vide, hvor det skulle føre hen. Til stille og roligt at få fat i det spillemæssige og det sociale, fortæller Søren Kjeldsen.

En social enespænder

Livet på den amerikanske PGA Tour har også lært Søren Kjeldsen, at de sociale omgivelser har stor betydning for, hvordan han trives og dermed også præsterer på golfbanen.

På Europa Touren har han masser af venner at gå ud at spise med efter hver runde, men i USA har han ofte siddet alene med kniv og gaffel. Og det har været en underlig følelse for Kjeldsen, som ellers er glad for sit eget selskab og betragter sig selv som lidt af en enspænder.

- Det er en af de fejl, som jeg har lavet i de første fire måneder. Jeg har brugt alt for meget tid alene. Og det har jeg ikke haft det godt med. Det har ikke været godt for mine præstationer. Det kan jeg så tage fat i nu og gøre bedre, siger han.

BMW PGA Championship på Wentworth i England begynder på torsdag og Søren Kjeldsens bedste resultat i turneringen er en tredjeplads, som han opnåede i en ellers vanskelig periode i 2009.

Podcast hver anden uge

Første sæson af Illustreret Sport udkommer hver anden uge frem til sommerferien, og tager dig med på et besøg hos en sportspersonlighed til en snak om en begivenhed eller en detaljer, der har haft betydning for karrieren.

Søren Kjeldsen er den femte i rækken af episoder efter den tidligere fodboldspiller, Bajram Fetai, tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, håndboldspilleren Jesper Nøddesbo og motorsportslegenden Tom Kristensen.

Illustreret Sport kan downloades via din smartphone, iTunes, dr.dk/podcast eller hentes ved blot at klikke her.

Facebook
Twitter