Rasmus Højgaard misser cuttet i sin første majorturnering

Rasmus Højgaard sluttede i 14 slag over par samlet, da han havde gået anden runde i sin første golfmajor.

19-årige Rasmus Højgaard gik sin første og anden runde i majorturneringen US Open i golf i samlet 14 slag over banens par. (Foto: Gregory Shamus © Scanpix)

Golftalentet Rasmus Højgaard er færdig ved sin første majorturnering. Det står klart, efter at danskeren atter betalte dyre lærepenge, da han gennemførte anden runde af majorturneringen US Open.

Den 19-årige dansker indledte turneringen torsdag med en første runde i syv slag over par.

Fredag var han så i aktion igen på den udfordrende bane på Winged Foot Golf Club i Mamaroneck i delstaten New York.

Anden runde forløb også tungt for danskeren, der efter 18 huller kunne notere sig en runde, der også blev gået i syv slag over banens par.

Rasmus Højgaard var den eneste dansker ved US Open. (Foto: Danielle Parhizkaran © Scanpix)

Dermed endte Rasmus Højgaard efter to dages spil langt nede i stillingen med samlet 14 slag over par, og det var ikke nok til at klare cutgrænsen på seks slag over par.

Rasmus Højgaard leverede en bogey på sit andet hul på dagen, og yderligere syv bogeys fulgte, inden han sluttede med en birdie.

Amerikanske Patrick Reed slap bedst gennem dagen. Han ligger efter anden runde alene i spidsen med fire slag under par.

Den amerikanske verdensetter Dustin Johnson ligger på en samlet 22.-plads tre slag over par.

Det samme gør den nordirske golfstjerne Rory McIlroy, efter at han fulgte en fin torsdagsrunde op med en sløj anden runde i seks slag over par.

Golflegenden Tiger Woods har også haft sit at se til under US Open. Torsdag gik han første runde i tre slag over par. Fredag lagde han yderligere fire slag til den score, og dermed klarede han heller ikke cuttet med en samlet score på plus ti.

25-årige Nanna Koerstz Madsen ligger fint til i feltet efter førstedagen ved LPGA-turnering i Oregon i USA. (Foto: Christian Petersen © Scanpix)

Tre birdies sikrer Koerstz Madsen fin start på LPGA-turnering

Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen fik fredag en udmærket indledning på LPGA-turneringen Cambia Portland Classic i USA.

Det står klart, efter at hun klarede første runde i to slag under par.

Resultatet placerer danskeren på en delt 23.-plads sammen med 15 andre spillere.

Den 25-årige dansker fik ellers en tung start på dagen, da hun lavede bogey allerede på første hul.

Det blev fulgt op af to birdies på hul 6 og 7, inden endnu en bogey fulgte på hul 8.

På banens anden halvdel fik Nanna Koerstz Madsen en smule bedre fat om køllerne og bragte noget mere stabilitet ind i spillet.

De sidste ni huller klarede danskeren således med syv par og to birdies, og dermed brugte hun 70 slag til at gennemføre de 18 huller - to under banens par.

Cambia Portland Classic, der spilles i delstaten Oregon, er den ældste uafbrudte turnering på kvindernes LPGA-tour. Den blev oprettet i 1972.

Turneringen føres af australske Hannah Green og amerikanske Cydney Clanton. De klarede begge første runde i seks slag under par.

/ritzau/

Facebook
Twitter