Den amerikanske golfduo med Scottie Scheffler og Brooks Koepka kan godt nok bryste sig af fornemme titler som henholdsvis verdens nummer ét og femdobbelt majorvinder.
Men i lørdagens formiddagskampe ved Ryder Cup fik de alligevel ikke et ben til jorden.
Med suveræne drives og præcise puts var norske Viktor Hovland og Lukas Åberg fra Sverige dem nemlig fuldstændigt overlegne, og mens amerikanerne selv kæmpede med at få spillet til at fungere, kunne de efter blot 11 hullers spil konstatere, at de ikke kunne nå at hente den skandinaviske duos forspring.
På det tidspunkt havde Viktor Hovland og Ludvig Åberg brugt hele ni slag færre end amerikanerne, og da der resterede syv huller, endte de derfor med at tabe med stillingen 9&7.
Sejren er den største nogensinde i en 18-huls foursome, der er én af to slags doublekampe ved Ryder Cup.
En imponerende bedrift, og den skandinaviske duo har da også svært ved at begribe, at det lykkedes dem at vinde så suverænt.
- Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Det har været en utrolig dag, siger Ludvig Åberg til Sky Sports.
Den 23-årige svenskers norske makker stemmer i.
På de 11 huller, de nåede at spille, leverede den skandinaviske duo hele syv birdies.
- Vi spillede virkelig, virkelig solidt. Jeg tror ikke, vi kunne have gjort det bedre.
- Vi spillede mod verdens nummer ét og en femdobbelt majorvinder, og vi gav dem ingenting, siger Viktor Hovland.
I eftermiddag skal den skandinaviske duo så forsøge at gentage bedriften, når de såkaldte fourball-kampe skal spilles.
Og med rekordsejren i bagagen er det ikke noget, Ludvig Åberg ser frem til.
- Det vigtigste var, at vi nød det, havde det sjovt og følte publikums opbakning. Nu ser vi frem til at gøre det hele igen i eftermiddag, siger Ludvig Åberg.
Med Ludvig Åberg og Viktor Hovlands sejr har det europæiske hold nu 8,5 point i den samlede Ryder Cup-stilling, mens USA har 2,5.
Du kan følge eftermiddagens kampe ved Ryder Cup på dr.dk eller i app'en DR Nyheder i.
Du kan også høre den danske golfspiller Nicolai Højgaard fortælle om, hvordan det er at deltage i Ryder Cup og udleve sin drengedrøm i DR Sportens podcast Tyvstart.