Stjernerne jagter golfdansker: Cappelen indtager førstepladsen i Californien

Sebastian Cappelen var brandvarm i åbningsrunde, hvor Lucas Bjerregaard gik helt kold.

Sebastian Cappelen går ind til anden runde ved PGA-turneringen Farmers Insurance Open på en delt førsteplads. (Foto: Sean M. Haffey © Scanpix)

Et hav af verdens allerbedste golfspillere havde fredag noget tilfælles - de kunne nemlig ikke følge med den danske golfspiller Sebastian Cappelen.

29-årige Cappelen gik en forrygende runde ved PGA-turneringen Farmers Insurance Open i Californien, der resulterede i en delt førsteplads med amerikaneren Keegan Bradley.

Danskeren sluttede seks under par efter turneringens første runde, hvilket var bedre end både Tiger Woods og Rory McIlroy. Bare for at nævnte et par stykker af de verdensstjerner, der nu jagter danskeren i front.

McIlroy ligger på en del trejdeplads, fem under par, mens Tiger Woods gik tre under par og ligger nummer 21.

- Jeg bragte aldrig mig selv i en situation, hvor jeg ikke kunne få et par, sagde danskeren til PGA Tourens hjemmeside.

Alt imens Cappelen soler sig i succes i Californien, måtte den anden dansker, Lucas Bjerregaard, kigge langt efter en topplacering.

Bjerregaard brugte 78 slag, hvilket placerer ham på en 148. plads - seks over par.