Thomas Bjørn gik ned...helt ned

Thomas Bjørn satte en komfortabel føring over styr på sidste runde af Smurfit European Open. Han startede dagen som nummer 1, men sluttede som nummer 33.

Thomas Bjørn gik glip af en præmiecheck på over fire millioner kroner. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Thomas Bjørn må ligge søvnløs de næste mange uger over 17. hul på The K Club-banen i Dublin.

Danskeren brugte 11 slag på sit hullet og satte dermed sin føring helt over styr på sidstedagen af europatour-turneringen Smurfit European Open.

Danmarks bedste golfspiller startede ellers dagen med at være fire slag foran forfølgerne. Men han havde en seriøst offday og før 17. hul lå han på andenpladsen.

Værste dag i karrierenMen så gik det for alvor galt: Bjørn sendte tre bolde i vandet og blev altså noteret for 11 slag på hullet. Han rundede af med at lave en bogey på 18. hul og dermed slutter han som nummer 33.

- Det her er den værste dag i min golfkarriere. Jeg prøvede at holde sammen på det, men det gik slet ikke, sagde danskeren, da han var kommet i klubhuset.

Det blev lidt overraskende Søren Hansen, der blev bedst placerede dansker. Og Bjørns nedtur betød samtidig, at englænderen Kenneth Ferrie tog sig af førstepladsen og hæver checken på 4,3 millioner danske kroner.

Englænderen gik ellers blot sin anden runde i 70 slag og startede søndagen hele syv slag efter Thomas Bjørn.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne vinde med en runde i 70 slag. Man ønsker ikke for nogen, hvad Thomas gennemlevede i dag. Men i samme åndedrag gav det jo mig sejren, sagde han.

Thomas Bjørn har nu små ti dage til at få rejst sig. Her begynder British Open, så danskerens mentaltræner Jos Vanstiphout skal i aktion og få Bjørn til at glemme den frygtelige offday.

Danskernes placering:

Søren Hansen: 25. Thomas Bjørn: 33. Anders Hansen: 54. Mads Vibe-Hastrup: 56. Søren Kjeldsen: 59.

Facebook
Twitter