Thomas Bjørn glæder sig til at spille på hjemmebane i Silkeborg

Silkeborg Ry Golfklub, der i år danner rammen om Made in Denmark, er Thomas Bjørns hjemmebane, så det bliver et glædeligt gensyn for danskeren.

Thomas Bjørn vender hjem til banen, hvor golfkarrieren begyndte for Danmarks mest vindende golfspiller gennem tiderne. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Når spillerne tee'er ud på Silkeborg Ry banen til Made in Denmark, er der særligt en mand, der glæder sig. For den danske Ryder Cup-kaptajn, Thomas Bjørn, har banen nemlig en helt speciel plads i hans golfliv.

- Jeg har glædet mig lige siden, jeg fik at vide, at turneringen skal afholdes i Silkeborg, siger han.

- Det er min barndomsbane. Det er der, jeg har brugt det meste af min barndom på at spille golf, lege og være. Hver eneste gang jeg kører ind på parkeringspladsen, kommer der jo en masse barndomsminder frem. Det er klart, at hvis ikke det havde været for den golfklub, så havde jeg ikke haft den karriere, som jeg har haft. Den har været med til at forme den største del af mit liv, siger Thomas Bjørn.

Made in Denmark har hidtil været afholdt i Himmerland Golf & Spa Resort, og selvom Thomas Bjørn har været imponeret over afviklingen af turneringen i Himmerland, så glæder han sig over, at turneringen kommer til hans hjemstavn.

- Det er en speciel uge for golfklubben, og det er fantastisk for mig, at være en del af det, siger Thomas Bjørn.

Selvom Thomas Bjørn glæder sig til turneringen, så bliver hans primære fokus ikke golfspillet. Han har tankerne andetsteds på grund af rollen som kaptajn for det europæiske hold til Ryder Cuppen, der er nært forestående.

- Man skal nok ikke sætte sine forventninger op til mit golfspil, fordi der er så meget andet, der foregår i min verden. Jeg håber og drømmer om, at turneringen kommer tilbage til Silkeborg på et tidspunkt i fremtiden, så jeg kan gå ind til turneringen med fokus på mit eget spil, siger Thomas Bjørn.

Made in Denmark begynder torsdag og fortsætter gennem weekenden.

Facebook
Twitter