Tigers triumf ruller tiden tilbage, men: 'Han vil ikke dominere som i gamle dage'

Tiger Woods i sensationelt comeback efter affærer og år med rygproblemer og medicin-afhængighed.

11 år efter sin seneste triumf i en major-turnering vandt Tiger Woods søndag US Masters. (Foto: David Cannon © Scanpix)

Triumfen betød noget ekstra for Tiger Woods. Måske for første gang i sin karriere sænkede han paraderne og sendte et jubelbrøl mod himlen i sekunderne efter sit afgørende putt i US Masters.

Den ellers så reserverede Tiger Woods, som i mange år udelukkende var kendt som sportens fist-pumpende, men ellers afmålte 'poster boy', lod følelserne få frit løb på Augusta Nationals green.

På det selvsamme stykke land, hvor en noget mere spinkel bygget Woods for 22 år siden vandt sin første major-turnering og krammede sin mentor, faren Earl, kunne han søndag eftermiddag i glædesrus omfavne sine børn, der end ikke var født, den seneste gang Woods vandt en af golfsportens fire største turneringer.

- Det føles som en ring, der slutter. Indtil i dag har mine børn kun set, hvor meget smerte golf har bragt ind i mit liv. Når jeg svingede et jern, så de mig ligge på jorden kort efter. Men nu har vi skabt et helt nyt minde for dem, sagde Woods efter sin sejr.

  • Woods brøl efter det afsluttende slag. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)
  • Tiger Woods fejrer sin sejr med caddie Joe LaCava. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)
  • Tiger Woods fejrer sin sejr med caddie Joe LaCava. (Foto: David Cannon © Scanpix)
  • Woods for den grønne jakke på, som alle vindere af The Masters bliver iklædt. (Foto: Brian snyder © Scanpix)
  • Woods mor, børn og kæreste overværer triumfen. (Foto: Mike Segar © Scanpix)
1 / 5

Woods sejr kommer efter en tørkeperiode på 11 år uden en major-triumf og markerer kulminationen på et af de mest bemærkelsesværdige comebacks i nyere sportshistorie.

Bare året efter sin seneste major-sejr, US Open i 2008, begyndte derouten for Tiger Woods, da hans svenske modelkone Elin Nordegreen opdagede golfspillerens mangeårige affærer med op til 120 forskellige kvinder. Woods glatte facade krakelerede, og parret blev skilt i 2010.

I årene efter begyndte Woods, der i mange år havde trænet med militæriske metoder inspireret af farens tid som Grøn Baret i Vietnam-krigen, at få problemer med ryggen. Woods blev afhængig af smertestillende piller.

Fire ryg-operationer senere tvivlede han i 2017 på, at han nogensinde ville kunne spille golf som professionel igen. Efter den seneste gang på operationsbordet blev han arresteret for at køre bil dybt påvirket af smertestillende medicin. Woods kunne på det tidspunkt ikke bukke sig ned og snøre sine egne snørebånd.

Woods har gjort det svært for sig selv

Men ’at opgive’ har aldrig været en del af Woods ordforråd. Ikke i hans storhedstid og ikke i dag.

'Mug shot' af Tiger Woods, efter at politiet har arresteret ham for at køre bil i påvirket tilstand. (Foto: Handout © AFP or licensors)

En mentalitet, der var påkrævet på vejen mod Woods’ sejr på Augusta National. Ikke en eneste gang i sin karriere havde Woods formået at ligget bag den førende spiller inden den afgørende runde i en major for siden at vinde.

Men Woods formåede at hente de slag, han havde brug for på konkurrenterne på en runde, hvor han skruede tiden tilbage til sin storhedstid.

43-årige Woods sled sine modstandere op. Med slag spundet på en bund af kløgt mere end kraft brugte han sin rutine til at vinde The Masters som den næstældste i historien.

- Det er sjældent, jeg sidder så klistret til skærmen, som jeg gjorde i går. Det var fedt at se ham vise, hvad han kan, siger Jeppe Huldahl, der er golfspiller og ekspert på GolfTV.

- Det er sindssygt, at det kan lade sig gøre at levere det comeback, Woods har gjort. De fleste havde afskrevet, at han ville vinde majors igen. Han var mere tålmodig end tidligere. Han vandt på rutinen med en masse ekstremt smarte slag.

Med sejren har Woods vundet 15 majors i sin karriere, bare tre færre end rekordholderen Jack Nicklaus, der i en alder af 46 år vandt The Masters som den ældste i historien.

Woods vil dog få svært ved at overgå Nicklaus. Og det er han selv skyld i, lyder det fra Jeppe Huldahl.

- Det var Woods, der begyndte at træne så intensivt og med nye helt moderne metoder, da han brød igennem. Men i dag er det ikke halvtykke mænd, han spiller mod – tværtimod er de hamrende stærke og hamrende dygtige.

I dag er verdenstoppen domineret af spillere, der har de samme karaktertræk, som Woods havde i sin storhedstid. Langtslående og bomstærke. Dustin Johnsson, Brooks Koepka er de åbenlyse Woods-pendanter, men også danske Lucas Bjerregaard har tidligere fortalt, at han som yngre modellerede sit spil efter Tigers forbillede.

  • Danske Lucas Bjerregaard er stor, stærk og meget langstlående. Ligesom Tiger Woods var, da han dominerede verdenstoppen. (Foto: David Cannon © Scanpix)
  • Danske Lucas Bjerregaard er stor, stærk og meget langstlående. Ligesom Tiger Woods var, da han dominerede verdenstoppen. (Foto: Kevin C. Cox © Scanpix)
  • Danske Lucas Bjerregaard er stor, stærk og meget langstlående. Ligesom Tiger Woods var, da han dominerede verdenstoppen. (Foto: Andrew Redington © Scanpix)
1 / 3

- Jeg har fået mange unge mennesker til at spille golf. Mange af de gutter, der er på golftouren, bliver hele tiden større, stærkere og mere atletiske. De slår bolden ufattelig langt, og noget af alt det kan nok tilskrives det, jeg startede, siger Woods ifølge New York Times.

I sin storhedstid lå Tiger Woods nummer ét på verdensranglisten i 281 uger i træk. Det er mere end fem år i streg. Sammenlagt var han den bedste i verden i 683 uger.

Til sammenligning droppede britiske Justin Rose ned fra tronen på verdensranglisten efter the Masters og efter en sølle uge på toppen. Men sådan er konkurrencen i dag i verdenseliten. Benhård. Derfor kommer Tiger Woods heller ikke til at dominere sporten, som han gjorde tidligere, vurderer Jeppe Huldahl:

- Det er sjældent, at nogen er så dominerende, som han var. Men i dag er niveauet bare så højt, at det vil være svært at sætte sig på det hele, som Tiger Woods gjorde, siger Jeppe Huldahl, der dog ikke vil afvise, at Woods kan overgå de 18. majors, som Jack Nicklaus vandt:

- Der er langt til 18 – eller 19 faktisk, for det er nok det magiske tal. Men hvis hans ryg kan holde, kan det måske godt lade sig gøre. Han er begyndt at slå lidt kortere og skåner sig selv på den måde.

Tiger Woods har vundet 81 turneringer på den amerikanske PGA-tour. Det er bare én færre en rekordholderen Sam Snead.

Facebook
Twitter