VIDEO David råbte efter golfstjerner og blev kaldt på banen til sit livs put

Man skal være klar til at bevise sit værd, hvis man er stor i munden under Ryder Cup.

Det er nærmest som en scene taget ud af filmen Golfbanens Skræk. David Johnson fra North Dakota blev træt af at se på golfstjernerne Henrik Stenson og Rory McIlroy misse et put på en træningsrunde af dette års Ryder Cup.

- Det put kan jeg da godt klare, råbte David fra tilskuerrækkerne for at drille de to, og det skulle vise sig at blive en indbringende forretning.

Golfstjernerne besluttede nemlig at invitere ham ind på banen for at bevise sit talent og tilmed væddede de 100 dollars med David Johnson, om han kunne sænke puttet på lidt over 3,5 meter.

100 dollar i ramme

Og minsandten om det ikke lykkedes at få bolden i hullet til stor jubel for ham selv og alle tilskuerne.

- Jeg har stadig ikke helt forstået det. Det var sjovt, uvirkeligt og helt ubeskriveligt.

- Jeg registrerede slet ikke, hvad jeg lavede indtil jeg stod over bolden, og jeg var lige ved at besvime. Jeg er stadig chokeret over at det skete, fortæller David Johnson, der nu vil indramme den velfortjente dollarseddel med Henrik Stenson og Rory McIlroys autografer, som et godt minde om en helt speciel oplevelse.

Se et længere interview med ham herunder.

Facebook
Twitter