2907: Målkongen Hans Lindberg skriver sit navn ud for vanvittig rekord

Håndboldspilleren Hans Lindberg har lørdag aften slået en imponerende rekord.

Hans Lindberg scorede lørdag aften 12 mål for sin tyske klub. Dermed er han nu oppe på 2907 mål i Bundesligaen. (Foto: © Anke Waelischmiller/SVEN SIMON, Anke Waelischmiller/Sven Simon/picture-alliance/dpa/AP Images)

Håndboldstjernen Hans Lindberg har scoret mål på samlebånd i sin efterhånden lange karriere.

Faktisk har den 41-årige dansker scoret så mange mål, at han nu kan kalde sig alletiders topscorer i Bundesligaen.

Lørdag aften scorede Hans Lindberg nemlig 12 mål for sin tyske klub Füchse Berlin, og dermed nåede han op på svimlende 2907 mål i den tyske Bundesliga.

En bedrift, han opnåede i mesterskabskandidaternes 42-35-sejr mod bundklubben GW Minden.

Sydkoreaner sad på rekorden før

Sydkoreanske Yoon Kyung-shin har med 2905 mål indtil nu siddet på tronen som den mest scorende.

Men den 41-årige danske højrefløj har efter sit comeback til håndboldbanen i foråret jagtet scoringsrekorden, og efter lørdagens bedrift sidder han alene på tronen.

De to har en fælles fortid i HSV Hamborg, hvor de spillede sammen i 2007/2008-sæsonen, og sydkoreaneren glæder sig derfor over, at det er en tidligere kollega, der har slået hans rekord.

Det fortalte han for nylig i et interview med mediet Handball World.

- Jeg spillede med Hans i et år i Hamborg, og vi havde det godt sammen, selv om jeg måske ikke altid var den bedste højreback for en højrefløj, siger han med henvisning til, at han opsøgte egne chancer, før han kiggede mod fløjen.

- Jeg er glad for, at det er en, jeg respekterer og godt kan lide, der slår min rekord, siger sydkoreaneren.

Også i 2021 var Hans Lindberg i forrygende form. Med sine 242 scoringer blev han topscorer i Bundesliga-sæsonen. (Foto: © ANDREAS GORA, Andreas Gora/picture-alliance/dpa/AP Images)

Hans Lindberg spillede for HSV indtil 2016, hvor klubben gik konkurs og blev tvangsnedrykket fra Bundesligaen.

Da HSV gik konkurs, stod Füchse Berlin klar med en kontrakt til ham, og siden har han høvlet mål ind på samlebånd for dem.

Og kan han med al sandsynlighed fortsætte med lidt endnu, for den rutinerede dansker har for nylig skrevet under på en ny kontrakt med den tyske klub.

Men når den kontrakt udløber, er det blevet tid til at vende snuden hjemad.

Fra sommeren 2024 skal Hans Lindberg nemlig spille for barndomsklubben Høj Elite, der lige nu er at finde i den næstbedste danske række.

Et skifte, han efter de mange år i Tyskland ser frem til.

- Jeg ved godt, at det måske vil være en overraskelse for mange, men jeg ser et kæmpepotentiale her, og jeg har haft mange snakke med træneren og folk bag klubben, sagde Hans Lindberg for få uger siden til TV 2 Sport.

Først skal Hans Lindberg dog fokusere på at færdigspille denne og næste sæson - og mon ikke han her får rig mulighed for at udbygge scoringsrekorden.