Absurd situation: Islandsk håndboldklub skal til Rusland for en straffekastkonkurrence

Det bliver en hård weekend for den islandske håndboldklub Hafnarfjordur, der skal et smut til Rusland for at afholde en straffekastkonkurrence.

(Foto: BENOIT TESSIER)

Tidligere i november blev det en realitet, at pokalkampen i fodbold mellem 2. divisionsklubben HIK og Silkeborg fra Superligaen skal spilles om, da straffesparkskonkurrencen blev afviklet forkert.

Det udløste efterfølgende stærke frustrationer hos Silkeborg-mandskabet. Både fordi holdet vandt straffesparkskonkurrencen, men også fordi de nu skal en ny tur til København.

Men så kan det midtjyske mandskab da lige sende en tanke til herrerne i den islandske håndboldklub Hafnarfjordur, der har det noget værre.

Syv timer for en straffekastkonkurrence

På søndag den 12. november skal klubben nemlig en tur til St. Petersborg for at spille en straffekastkonkurrence mod St. Petersborg HC i anden kvalifikationsrunde af EHF Cuppen. Det skriver EHF på sin hjemmeside.

Den 15. oktober vandt St. Petersborg med 32-27 efter at have tabt første opgør med de samme cifre, hvilket betød, at kampen skulle i forlænget spilletid. Det troede dommerne i hvert fald. Men her skulle kampen være fortsat direkte i straffekastkonkurrence.

Hafnarfjordur vandt den forlængede spilletid, men efterfølgende protesterede St. Petersborg grundet den fejlagtige fremgangsmåde, og den protest fik de medhold i.

Selvom islændingene appellerede, hjalp det ikke, og det betyder, at det islandske mandskab står foran en flyvetur på knap syv timer, hvor over 2.500 kilometer skal forceres - blot for at spille en straffekastkonkurrence, der kan være overstået på få minutter.

Hafnarfjordur kan dog glæde sig over, at alle udgifterne bliver betalt af EHF.

Vinderen af straffekastkonkurrencen er endnu ikke sikret en plads i EHF Cuppen, da der først venter en opgave i tredje runde af kvalifikationen, hvor slovakiske Tatran Presov bliver modstanderen.