BSV-stjerne: Alt gik galt mod AGK

Bjerringbro-Silkeborgs fløj Frederik Petersen ærgrer sig efter et 11 måls nederlag i den første DM-finale.

Onsdag og lørdag spiller han for Bjerringbro-Silkeborg. Søndag hedder hans klub AG København.

Frederik Petersen har ambivalente følelser i DM-finalen i herrehåndbold mellem sin nuværende og kommende klub.

Han kunne dog intet gøre for at forhindre et nederlag på 19-30 til de nykårede Champions League-bronzevindere fra AG København.

- Det hele gik galt.

- Vi spillede rigtigt skidt, og de spiller rigtigt godt. Deres forsvar ødelægger fuldstændig vores spil, siger Frederik Petersen.

Den svenske venstrefløj indrømmer, at det er underligt at forsøge at fratage sin kommende klub DM og dermed en CL-plads i næste sæson.

- Det er selvfølgelig mærkeligt.

- Jeg har en kamp tilbage for BSV, hvor jeg kæmper fuldt ud. Søndag har jeg så skiftet klub, siger Frederik Petersen med tanke på, at returopgøret om DM-guldet spilles lørdag klokken 21.00 i Jyske Bank Boxen i Herning.

Bagud med 11 ser det dog sort ud for de sortblusede jyder.

Og svenskeren kan da også kun komme med en enkelt opskrift på sejr.

- Vi skal spille med 10 mand på banen.

- Det vil vi spørge om lov til, siger han med et smil.

/ritzau/

Facebook
Twitter