Aalborg Håndbold løb ind i overmagten: Taber Champions League-finalen mod FC Barcelona

Aalborg blev sat på plads i Champions League-finalen i håndbold, hvor Barcelona knuste danskerne med 36-23.

Aalborg Håndbold løb ind i et stort nederlag i Champions League-finalen. (Foto: Ina Fassbender © Ritzau Scanpix)

Det blev ikke til det første danske Champions League-trofæ nogensinde for en herreklub søndag aften i Köln.

Aalborg Håndbold led samme skæbne, som Fredericia KFUM senest gjorde i 1976 og tabte finalen.

FC Barcelona besejrede de undertippede nordjyder med knusende 36-23, efter spanierne løb fra Aalborg allerede tidligt i kampen.

To danskere får dog lov til at få det eftertragtede trofæ med hjem fra Final 4 i år. Venstrefløj Casper U. Mortensen og målmand Kevin Møller var begge på banen for Barcelona-mandskabet i finalen.

Det er klubbens tiende Champions League-titel siden 1991.

  • Casper U. Mortensen omfavner en holdkammerat efter finaletriumfen. Han er en af to Barcelona-danskere. (Foto: Thilo Schmuelgen © Ritzau Scanpix)
  • Kevin Møller (yderst til venstre) var også med for FC Barcelona. (Foto: Thilo Schmuelgen © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Modsat semifinalen mod Paris Saint-Germain fik Aalborg ellers en fremragende start på kampen.

Lukas Sandell åbnede opgøret med en scoring, hvorefter Mikael Aggefors reddede det første parisiske forsøg.

Også på et straffekast stod Aggefors i vejen, og efter seks minutter var Aalborg foran 5-2.

Men efter den tidlige føring begyndte Aalborg at ligne det hold, der haltede efter Paris Saint-Germain i første halvleg af semifinalen. Angrebet fungerede ikke, alt imens Barcelona scorede det ene mål efter det andet.

Syv mål i træk for Barcelona og en scoringspause på godt ti minutter for Aalborg betød, at føringen på tre mål blev vekslet til Barcelona i front med 9-5.

Aalborg fik aldrig rigtig gang i angrebsspillet igen i første halvleg, selv om syv mod seks blev forsøgt. Blot 11 nordjyske mål stod på tavlen ved pausefløjt. FC Barcelona havde scoret 16.

Comebacket udeblev i anden halvleg

Drømmen om endnu et Aalborg-comeback i anden halvleg, som det skete i semifinalen, kom aldrig i nærheden af at gå i opfyldelse.

Barcelona fortsatte i højt tempo med masser af mål til følge. Efter 45 minutter var danskerne bagud med 18-28. Den første føring på ti mål til Barcelona i kampen, og den sidste luft dermed på vej ud af Aalborg-ballonen, der ellers har fløjet så højt i årets Champions League.

De sidste minutter udbyggede spanierne blot føringen mod et modløst Aalborg-hold, og i sidste ende kunne Barcelona dermed bryde ud i et jubelbrøl, da holdets første Champions League-titel siden 2015 blev en realitet.

Blot 23 mål blev det til for Aalborg, der ved slutfløjt havde fået knust Champions League-drømmen med et 23-36-nederlag.

I søndagens tidlige kamp om tredjepladsen fik PSG lidt oprejsning oven på nederlaget til Aalborg lørdag. Mikkel Hansen og resten af pariserne slog landsmændene HBC Nantes med 31-28.

For Aalborg venter der nu en tredje DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg allerede på onsdag. Skal klubben have chancen for en tur til Final 4 igen næste år, kræver det en sejr.

Aalborg skal tage danmarksmesterskabet for at få en plads i næste sæsons Champions League, da det var GOG, der vandt grundspillet, og dermed står først i køen til et wildcard.

Otte travle dage for nordjyderne afsluttes næste weekend, hvor Final 4-stævnet i den danske pokalturnering venter.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk