Aalborg Håndbold skaber kæmperesultat: Slår tysk storhold

Flensburg-Handewitt blev slået med 26-21 af et velspillende Aalborg-mandskab i den første CL-kvartfinale.

Benjamin Jakobsen og resten af Aalborg-holdet sendte Flensburg retur til Tyskland med et nederlag. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Aalborg Håndbold er på vej mod et rigtig stort resultat i herrernes Champions League.

Torsdag aften kom de nordjyske håndboldherrer et skridt nærmere den prestigefyldte turnerings Final 4-stævne, da det tyske storhold Flensburg-Handewitt blev slået i den første af to kvartfinaler.

Aalborg vandt på eget halgulv med overbevisende 26-21 efter en kamp, hvor nordjyderne stort set var foran fra første minut. Henrik Møllgaard og co. skal forsøge at forsvare føringen onsdag på tyskernes hjemmebane i returkampen, og har nu et godt udgangspunkt ifølge stregspiller Magnus Saugstrup.

- Det er et stort resultat for os, og det giver os et rigtig godt udgangspunkt, når vi skal til Tyskland i næste uge, siger Aalborg-stregen Magnus Saugstrup.

Også Aalborg-træner Stefan Madsen er tilfreds med sejren, men vil ikke sende Aalborg videre til semifinalerne endnu.

- Vi er selvfølgelig stolte og glade over den måde, vi får afviklet den her kamp. Fem mål med derned er bedre end nul, men vi ved også godt, at det kan være ingenting i håndbold. Vi glæder os over det niveau, vi viste i dag, men det her var det lette, nu kommer det svære, og vi skal til Tyskland og følge op på det, siger Stefan Madsen.

Glimrende nordjysk start

Aalborg fik noget nær en drømmestart torsdag. Først efter fem minutter kom tyskerne på tavlen, da Lasse Svan reducerede til 1-3. Det blev dog ikke ligefrem starten på en god Flensburg-periode.

Nordjyderne havde teten, ikke mindst takket være en storspillende Mikael Aggefors i målet, der gjorde livet svært for gæsternes skytter. Bagud 4-8 efter et lille kvarter tog Flensburg-træner Maik Machulla en timeout.

  • Lasse Svan er en af fire danskere i Flensburg. Her ses han i duel med Aalborg-målmand Mikael Aggefors. (Foto: René Schütze © Scanpix)
  • Mads Mensah er en anden af de fire danskere, der også tæller Lasse Møller og Simon Hald. (Foto: René Schütze © Scanpix)
1 / 2

Den hjalp. Langsomt kom Flensburg bedre med. Især i egen ende fik det tyske hold bedre fat. Cirka ti minutter før pausen var Aalborgs forspring nede på to mål.

Efter en halvsløj periode kom Aalborg op i gear igen. Forsvaret stod godt, men adskillige muligheder i angrebet blev misset. Nordjydernes pauseføring kunne derfor sagtens have været større, end de tre mål som adskilte de to hold efter de første 30 minutter ved stillingen 13-10.

Flensburg kom godt ud fra pausen. Hjemmeholdets forspring kom hurtigt ned på et enkelt mål, og efter små ti minutter ville Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen, have sig en snak med sine spillere.

Men Madsens peptalk kunne ikke sætte en stopper for Flensburgs comeback. Lidt efter udlignede Flensburg, så de to hold var lige for første gang siden 0-0.

Stærk Aalborg-slutspurt

Aalborg lod sig dog ikke kue af det tyske storhold. Halvvejs mod slutfløjtet hamrede Felix Claar med et drøn af et underhåndsskud bolden i mål til 18-16, og så begyndte hjemmeholdet efterhånden at kunne skimte sejren.

Flensburg spillede sjusket. Aalborg fik adskillige muligheder for at øge føringen, men det var først med cirka syv minutter tilbage, at en flyvende Felix Claar gjorde det til 22-19, og der blev skabt et hul.

Det blev også plus fire, da Buster Juul med fem minutter tilbage scorede til 24-20. Flensburg fik reduceret, men tættere på end tre mål kom tyskerne ikke.

Til sidst var det bare et spørgsmål om, hvor stor Aalborgs sejr skulle blive, og så endte det altså med et resultat, der for nordjyderne nok er større, end cifrene fortæller.

Det var Flensburgs danske stregspiller, Simon Hald, ikke tilfreds med.

- Det ærgrer mig rimelig meget, for jeg synes, vi har mulighederne i dag. Vi laver kun 21 mål, og det er alt for lidt.

- Chancerne for at gå videre er ikke lige så gode, som da vi startede i dag. Det bliver rigtig svært, men vi skal tro på. Og det gør vi også. Fem mål er ikke så meget over 60 minutter, men favoritværdigheden er måske røget til Aalborg, hvor den måske førhen lå ved os, siger Simon Hald.

/ritzau/

Facebook
Twitter