Aalborg møder Mikkel Hansens Paris: Se de danske holds Champions League-grupper her

Paris Saint-Germain, Barcelona og Flensburg-Handewitt bliver blandt Aalborgs modstandere i Champions League.

Aalborg Håndbold og Jesper Meinby skal blandt andet op mod Mikkel Hansen og PSG. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De danske håndboldmestre fra Aalborg får flere prominente besøg i gruppespillet i næste sæsons Champions League.

Ved torsdagens lodtrækning i Wien kom nordjyderne blandt andet i gruppe med Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen og Henrik Toft på holdet.

Også Barcelona og Flensburg-Handwitt er blandt Aalborgs modstandere i den prestigefyldte turnering.

Som mesterhold er aalborgenserne i den stærke del af Champions League og skal slutte blandt de seks bedste ud af otte hold for at avancere fra gruppespillet.

Aalborg var fjerdeseedet i lodtrækningen og kan ud over Paris, Barcelona og Flensburg-Handewitt se frem til kampe mod Pick Szeged fra Ungarn, Zagreb fra Kroatien, norske Elverum og Celje fra Slovenien.

Fynsk wildcard

GOG's sølvvindere har fået et wildcard til turneringen og skal slutte blandt de to øverste i en seksholdspulje for at få adgang til playoffkampe om at spille sig i ottendedelsfinalerne.

I gruppespillet skal sydfynboerne møde Dinamo Bucuresti (Rumænien), Chekhovskiye Medvedi (Rusland), Kadetten Schaffhausen (Schweiz), Kristianstad (Sverige) og Wisla Plock (Polen).

Kun et dansk kvindehold med

Hos kvinderne er mesterholdet Team Esbjerg eneste danske deltager i næste sæsons Champions League.

Her er turneringsformatet lidt anderledes, da holdene inddeles i puljer med fire hold. De tre bedste går videre til en mellemrunde.

Esbjergenserne skal i gruppespillet møde storsatsende CSM Bucuresti med navne som Cristina Neagu og Nora Mørk i truppen.

Også Rostov-Don fra Rusland bliver en vanskelig modstander, mens de danske mestre formentlig kan se muligheder mod Perla Lublin fra Polen.

DR viser alle de danske holds kampe i Champions League-gruppespillet, når det starter i september.

/ritzau/

Facebook
Twitter