AG København vandt Champions League-bronze

AG København vandt kampen om bronze ved Final4-stævnet i Köln, hvor Füchse Berlin blev besejret.

Kasper Hvidt sluttede med en redningsprocent på 51 i kampen mod Füchse Berlin (Foto: Jonas Güttler © Scanpix)

AG København vandt kampen om bronze ved Final4-stævnet i Köln. Kampen mod Füchse Berlin sluttede med sejr på 26-21.

Trods det skuffende nederlag til Atlético Madrid i går kunne AGK-spillerne altså godt finde motivationen til kampen om tredjepladsen i Champions League.

Det danske hold kom bedst fra start og var foran 13-9 ved pausen. AGK kom også på 18-12 i 2. halvleg, før det tyske hold begyndte at nærme sig.

Men rigtigt spændende blev det aldrig - og AGK snørrede altså sækken til sidst. Og med en storspillende Kasper Hvidt i målet (redningsprocent på 51) sikrede det danske hold sig triumfen.

- Vi kan være tilfreds med kampen i dag - og kunne også være tilfredse med meget af dét, der skete i går. Vi kom for at nå finalen, men kan selvfølgelig godt glæde os over bronzemedaljerne. Vi er verdens tredjebedste hold i vores første forsøg - det kan vi være glade for, siger AGK-ejer Jesper Nielsen til DR Sporten.

Han er også sikker på, at AG København er at finde i Final4-stævnet om et år.

- Vi har holdet, der kan vinde - og det gør vi så næste år. Det her var starten på vores Champions League-eventyr. Jeg har booket hotellet til næste sæson, så selvfølgelig er vi med igen i næste sæson, siger han.

AG København tabte lørdag sin semifinale 23-25 til spanske Atlético Madrid, som  senere søndag spiller finale mod THW Kiel. Det er første sæson, at AG København er med i Champions League.

Ikke prangende mod Berlin

I dagens bronzekamp leverede AG København ikke en prangende kamp mod Füchse Berlin foran den 20.000 tilskuere i Lanxess Arena i Köln.

Men det behøvede det danske hold heller ikke for at vinde. Trods flere skudforsøg forbi mål, angrebsfejl og afslutninger direkte på tyskernes målmand kunne AG København gå til pause med en føring på 13-9.

At tyskerne kun var på ni mål ved pausen, kan AGK-træner Magnus Andersson takke sin målmand for. Kasper Hvidt reddede straffekast og parerede tyske kontraløb, som det passede ham.

Alligevel var der brug for de stærkeste kræfter i både forsvar og angreb, så der blev ikke meget tid og mulighed for at spare Mikkel Hansen, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og Olafur Stefansson forud for den kommende uges to DM-finaler.

Magnus Andersson startede ellers kampen med Stefan Hundstrup på banen, men da Füchse Berlin kom tæt på, blev den sædvanlige venstrefløj, Gudjon Valur Sigurdsson, sat ind.

Ud over at stjernerne ikke fik megen pause, så måtte de også slide for sejren, mens de var på banen. Kampen var nemlig præget af hårdt spil og mange tacklinger i begge ender.

I løbet af anden halvleg fik det danske hold lidt mere styr på spillet. Men Füchse Berlin gav ikke op og fik reduceret en seksmålsdifference til tre mål fire minutter før tid.

Med Kasper Hvidt i spidsen kørte AG København dog sejren hjem og kan glæde sig over at have opnået bronzemedaljer i deres første sæson i Champions League.

AG Københavns spillere får heller ikke tid til at slappe af efter bronzen, for allerede onsdag og lørdag i den kommende uge venter to DM-finalekampe mod Bjerringbro-Silkeborg.

 

Facebook
Twitter