Blev drillet efter at have grædt på tv: Nu gør skadet fløj comeback

René Rasmussen rev sin akillessene over for ni måneder siden. I dag gør han comeback for Skjern Håndbold i Champions League.

René Rasmussen er klar til at gøre comeback for Skjern. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ni lange måneder kan få en ende i dag for højrefløjen René Rasmussen, når Skjern Håndbold gæster PPD Zagreb i Champions League.

29-årige René Rasmussen er nemlig klar til at gøre comeback, efter at han kort inden slutspillet i den forgangne sæson rev sin akillessene over i en kamp mod TTH Holstebro.

Skaden betød, at René Rasmussen missede den afgørende del af sæsonen, hvor Skjern blandt andet var ved at spille sig i slutspillet i Champions League, det såkaldte Final 4.

Med følelserne uden på tøjet og et ben i gips blev han interviewet af DR Sportens Tina Müller kort før de danske mestres kamp i kvartfinalen i mesterholdenes turnering mod franske Nantes.

René Rasmussen kunne ikke holde tårerne tilbage, da det til sidst i interviewet for alvor gik op for ham, at han ikke kunne være med i nogle af de mest betydningsfulde kampe i Skjern Håndbolds historie:

- I en mandsdomineret verden, hvor man ikke viser følelser, dér bliver det pludselig aktuelt (at René Rasmussen græd på TV, red.), og det har jeg måttet høre for.

- Det var kulminationen på mange ting. Tina stiller mig et par spørgsmål, samtidig med at jeg ser min holdkammerat Bjarke Myrholt løbe rundt inde på banen, og så får jeg øjenkontakt med ham. Samtidig viser de en video på storskærmen i hallen, og dér fandt jeg jo ud af, hvad jeg gik glip af, og så kom følelserne bare frem.

René Rasmussen er dog ikke i tvivl om, at drillerierne fra holdkammeraterne er kærligt ment.

- Der skal være plads til følelser, men Tina Müller ramte mig lige på et ømt punkt. Så nu prikker mine holdkammerater til mig og spørger, om jeg nu sidder og tuder igen.

Tager intet for givet

Skjern Håndbold røg ud af Champions League i kampen til Nantes, men efterfølgende fik holdet et klækkeligt plaster på såret, da de vandt danmarksmesterskabet.

Et højdepunkt, som René Rasmussen naturligvis havde stor andel i, men da det spidsede til, kunne han blot se passivt til. Tiden på sidelinjen har lært ham at sætte tingene i hans liv i perspektiv.

- Det har været en lang periode, hvor jeg har lært en masse. Jeg er kommet til at kende mine svagheder og styrker bedre. Det har modnet mig. Jeg er begyndt at tænke over, at man ikke skal tage ting for givet, men derimod nyde hvert minut.

Stillingen i Skjerns gruppe før opgøret mod PPD Zagreb.

René Rasmussens comeback kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. Skjern Håndbold ligger sidst i gruppespillet i Champions League, men har stadig mulighed for at gå videre. Fløjen tror stadig på avancement:

- Resultaterne har ikke gået vores vej, men spillet har været til mere. Jeg håber, vi kan få nogle point mod Celje og måske overraske mod Zagreb, så jeg tror på det.

Du kan se kampen mellem PPD Zagreb og Skjern Håndbold direkte på DR1 i dag fra klokken 16.50.

Facebook
Twitter