Champions League var drømmeland: Nu kan det give nykåret dansk mester problemer

Genoptages Champions League kan det give sportslige og økonomiske problemer, siger Team Esbjerg-direktør.

Sæsonen er slut for stort set alle danske håndboldhold, efter at de danske ligaer er aflyst. Men Team Esbjerg er stadig med i Champions League, og det kan give problemer. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Dansk Håndbold Forbund meddelte tirsdag, at henholdsvis herre- og dameligaen ikke vil blive færdigspillet.

Det betyder, at de nuværende stillinger er gældende som endeligt resultat for håndboldsæsonen 2019-2020.

Sæsonen er altså slut for de danske håndboldklubber – dog med to undtagelser.

Aalborg Håndbold og Team Esbjerg, der med fastfrysningen af stillingerne er blevet kåret som mestre hos henholdsvis herrerne og damerne, er nemlig begge stadig med i Champions League, hvor der endnu ikke er klarhed over, om turneringen færdigspilles eller ej

Og nedlukningen af de danske ligaer påvirker i høj grad Esbjergs forhåbninger i Champions League, siger Team Esbjerg-direktør Hans Christian Warrer.

- Selvom vi blev danske mestre i går, har jeg en meget mærkelig følelse. Jeg har svært ved at glæde mig over det, og jeg ærgrer mig først og fremmest over det, at vi ikke fik mulighed for at spille ligaen færdig. Og nu dukker det næste problem så op, hvis vi om lidt får besked på, at Champions League fortsætter i juni, siger Hans Christian Warrer til DR Sporten.

- Tilgangen til vores kvartfinale i Champions League er pludselig blevet væsentligt anderledes. For hvilken stand er det vores spillere kommer til den kamp i? Det vil være to store kampe inden for fire-fem dage, efter at spillerne ikke har været i aktion i mere end tre måneder. Så jeg synes, man må sætte spørgsmålstegn ved, om de sportslige forudsætninger overhovedet er til stede for at afvikle de Champions League-kampe.

Team Esbjerg har i år haft stor succes i Champions League, hvor klubben er nået til kvartfinalerne. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Kan skade lønkompensationen

De svækkede sportslige forudsætninger er ikke den eneste bekymring Hans Christian Warrer har fået i forhold til Champions League, efter at de danske ligaer i går blev aflyst.

Også klubbens mulighed for lønkompensation står og falder nu med Champions League.

Lige nu er Team Esbjergs spillere hjemsendt.

- Men hvis vi skal kalde vores spillere tilbage til træning og til hverdagen, selvom det måske kun er for to kampe, kan det betyde, at vi mister hele vores mulighed for kompensation i en længere periode, selvom langt størstedelen af vores kampe jo stadig er aflyst, siger Hans Christian Warrer.

- Så Champions League kan betyde, at vi bliver afskåret fra den hjælp, som vi håber meget på at få.

Boykot ikke på bordet

Det Europæiske Håndboldforund, EHF, har meddelt, at en eventuel aflysning af herrernes og kvindernes Champions League og dermed Aalborgs og Esbjergs kommende CL-kampe skal være truffet senest 15. maj og 29. maj.

På trods af de europæiske betænkeligheder for Team Esbjerg-direktør Hans Christian Warrer er en boykot dog ikke på bordet, hvis Champions League ender med at blive genoptaget.

- Men hvis det i juni kan lade sig gøre, ud fra hvad myndighederne dikterer, så anerkender vi, at Champions League skal gennemføres, og så stiller vi op. Det er ikke optimalt, men det er der bare ikke ret meget, der er lige for tiden.

Facebook
Twitter