Dansk Györ-profil kæmper for håneretten mod kammeraterne på landsholdet

Anne Mette Hansen ser frem til at dyste mod landsholdskammeraterne fra Odense Håndbold.

Danmarks Anne Mette Hansen under EM kampen mellem Danmark-Montenegro i Nantes, onsdag den 12 december 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Man kunne karakterisere Anne Mette Hansen som det danske landsholds damptromle.

Den 24-årige bagspillers evne til at komme i fart og frygtløst kaste sig mod målet, er en af årsagerne til, at hun for to sæsoner siden havnede hos det ungarske storhold Györ, der søndag eftermiddag spiller den første af to Champions League-kvartfinaler mod Odense Håndbold.

Livet i Ungarn, med store titler og stjernespillere som holdkammerater, er da heller ikke noget, som den danske profil på nogen måde er kørt træt i, selv om der er pres på.

- Jeg trives godt, og jeg synes, det er fedt at opleve noget på egen hånd. Jeg udfordrer mig selv og personligt, og det skærper mig. Der er pres på os for at vinde hver kamp, og det er sådan det skal være. Vi vil vinde alle kampe, og det bliver man kun bedre af, sige Anne Mette Hansen.

Har de bedste spillere i verden

Om Anne Mette Hansen i de seneste dage har været med til at lægge taktikken for Györ mod Odense, melder bagspilleren ikke noget om.

Det ville dog være oplagt, da hele otte spillere fra Odense Håndbold også er aktuelle for det danske landshold.

Hansen ser da også frem til at krydse klinger med alle landsholdkammeraterne.

- Det bliver fedt. Det er altid dejligt at være tilbage i Danmark, og jeg glæder mig til at møde alle dem fra landsholdet. Jeg tror, at Odense har selvtilliden i orden, så det bliver en svær kamp.

- Jeg synes, at vi har nogle af de bedste spillere i verden i begge ender, så det skal vi kunne udnytte, siger Anne Mette Hansen.

Kampen mellem Odense Håndbold og Györ fløjtes i gang klokken 16.50. DR1 sender fra klokken 16.30.

Facebook
Twitter