Dansk landsholdsstjerne skifter til storklub

Håndboldspiller René Toft Hansen har underskrevet en etårig aftale med den ungarske storklub Veszprém.

Forsvarsklippen René Toft Hansen tørner fra sommer ud for ungarske Veszprém (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske håndboldspiller René Toft Hansen skifter fra næste sæson fra tyske THW Kiel til ungarske Veszprem.

Det bekræfter han på Veszprems hjemmeside.

- Jeg er meget glad for mit skifte til Veszprem. Jeg har spillet seks år i Kiel, og det har været spændende at spille dér, men atmosfæren har været utrolig, hver gang vi har spillet i Veszprem.

- Jeg kan godt lide at spille der. Jeg tænker, at holdet og jeg har de samme mål. Jeg har ikke vundet en Champions League-titel, og den titel ønsker Veszprem også at vinde.

- Det var en afgørende faktor for mig i forhold til at skifte til Veszprem, siger René Toft Hansen.

Seks år i Kiel

Den 33-årige danske landsholdsspiller har underskrevet en kontrakt på et år med den ungarske storklub, som tre gange har været i Champions League-finalen.

Både i 2002, 2015 og 2016 blev det dog til nederlag i finalen.

René Toft Hansen skiftede i 2012 fra den lukkede storklub AG København til THW Kiel, og tre gange har han været med til at blive tysk mester.

Han har tidligere også spillet for KIF Kolding, Viborg HK og HF Mors.

For landsholdet har han spillet 135 kampe med EM-guldet i 2012 og OL-guldet i 2016 som de absolutte højdepunkter.

/ritzau/

Facebook
Twitter