Dansk stemmesluger på årets hold i Champions League

Anne Mette Hansen fra ungarske Györ blev stemt ind på All Star-holdet med flest stemmer af alle.

Anne Mette Hansen kan juble over at være den helt store stemmesluger på årets hold i Champions League (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Når håndboldspilleren Anne Mette Hansen i morgen tager hul på Final4 i Champions League sammen med sin ungarske klub Györ, så kan den danske landsholdsspiller glæde sig over, at hun allerede er udtaget til årets hold.

Anne Mette Hansen er sammen med otte andre spillere samt årets træner en del af dette års All Star-hold i Champions League - faktisk som den mest populære af alle.

Danskeren står nemlig øverst, når det kommer til stemmer. Hun har således fået flest af alle med 10.787. I alt har 26.071 personer stemt.

Bagspilleren har scoret 54 mål i Champions League i denne sæson, og det giver hende en delt 17. plads på topscorerlisten. Sammen med Györ møder hun lørdag norske Vipers i Champions League-semifinalen, efter det ungarske hold slog Odense Håndbold ud i kvartfinalen.

Du kan se eller gense højdepunkterne fra den sidste kvartfinale her:

Her er hele All Star-holdet:

  • Målvogter: Katrine Lunde (Vipers Kristiansand) – 6.206 stemmer

  • Venstre fløj: Manon Houette (Metz) – 8.693 stemmer

  • Venstre back: Anne Mette Hansen (Györ) – 10.787 stemmer

  • Playmaker: Stine Oftedal (Györ) – 7.667 stemmer

  • Stregspiller: Crina Pintea (Györ) – 9.121 stemmer

  • Højre back: Anna Vyakhireva (Rostov-Don) – 7.568 stemmer

  • Højre fløj: Jovanka Radicevic (CSM Bucuresti) – 8.017 stemmer

  • Forsvarsspiller: Eduarda Amorim (Györ) – 9.936 stemmer

  • Unge spiller: Noemi Hafra (FTC-Rail Cargo Hungaria) – 6.706 stemmer

  • Træner: Emmanuel Mayonnade (Metz) – 5.816 stemmer

Du kan se både finalen og bronzekampen i kvindernes Champions League på søndag på DR2 fra klokken 14.50.

Facebook
Twitter