Dansk stortalent klar til at indtage international håndbold: 'Kun Julie, der sætter begrænsningerne'

Ikast Håndbold med 19-årige Julie Scaglione i truppen spiller i dag Champions League-kamp imod franske Metz.

Julie Scaglione og Ikast fik en fremragende start på Champions League, da de i weekenden vandt 30-26 over de tredobbelte mestre fra Kristiansand Vipers. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Hvis du endnu ikke har hørt om håndboldspilleren Julie Scaglione, så kan du godt begynde at holde øje med hende.

Hun er 19 år, men fik allerede sin debut for Ikast Håndbold som 16-årig i en European League-kamp. Håndboldligaen var hun nemlig for ung til at spille i, da man skal være fyldt 17. Og selvom efternavnet klinger italiensk, så er hun altså dansker.

For halvandet år siden kaldte hendes træner, Kasper Christensen, hende for en juvel. Nu er hun blevet slebet en smule til - ikke for meget fortæller træneren, da hun skal bevare sin x-faktor, der har givet hende prædikatet som stortalent.

- Det er kun Julie, der sætter begrænsning for, hvor meget hun kan nå. Hendes håndboldintuition og evne til på et splitsekund at analysere de situationer, hun lander i, giver hende unikke færdigheder, fortæller Kasper Christensen til DR Sporten.

Nu er det blevet til mange kampe i den danske liga og European League, der er den næstbedste europæiske turnering. Landsholdsdebuten har hun også krydset af, da hun i juni sidste år som 17-årig fik en enkelt kamp mod Slovenien.

Julie Scaglione og træner Kasper Christensen under første Champions League-kamp mod Kristiansand Vipers. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

Nu gælder det så den allerfineste klubturnering i Europa. Ikast Håndbold har for første gang i seks år kvalificeret sig til Champions League og møder søndag franske Metz.

Det er med andre ord gået stærkt for Julie Scaglione, der i jagten på succes kan glemme at sætte pris på, hvor meget hun har opnået i sin unge alder.

- Jeg tror, at når man er 19 år og spiller på højt niveau i håndbold, så vil man bare gerne ride på bølgen. Min træner sagde, at jeg kørte på autopilot, og det kunne jeg godt give ham ret i.

- Da jeg fik A-landsholdsdebut, sagde Jesper Jensen (landstræner, red.), at han ikke troede, jeg var klar over, hvor stort det var. Jeg tror, at der er noget om snakken, for nogle gange glemmer jeg at stoppe op og mærke, hvor jeg er, fortæller den unge håndboldspiller.

Veteran pillede pynten af talentet

Men under interviewet får Julie Scaglione, der til daglig også går i gymnasiet, en kærkommen lejlighed til at fundere over, hvor hun nu er nået til i håndboldkarrieren.

I sidste weekend tog Ikast hul på Champions League med en hjemmekamp mod de forsvarende og tredobbelte Champions League-mestre, Kristiansand Vipers.

Her tog midtjyderne en imponerende sejr på 30-26 over nordmændene. Scaglione bidrog med et enkelt mål på fire skudforsøg og kom lidt ned på jorden. Det var trods alt også Katrine Lunde, der har syv Champions League-titler på cv'et, som stod på mål for Vipers.

- Man skal op i et lidt andet niveau, når det er mod hende. Der var en situation, hvor jeg hopper over paraderne og skyder langt, og ingen anden målmænd havde gået langt der, men Katrine Lunde står der bare. Hun har så også haft 19 sæsoner i Champions League, og det er jo så gammel, jeg er. Men det var en vanvittig oplevelse, fortæller Julie Scaglione.

I kampen mod Vipers fik talentet 20 minutter på banen. Generelt bliver det til spilletid i de fleste kampe for den 19-årige håndboldspiller. Men ærgerrigheden fortæller hende, at hun burde spille mere.

- Der var en periode i sidste sæson, hvor jeg følte, at jeg ikke blev brugt nok, fordi jeg følte, at jeg præsterede godt til træning. Men jeg har også sat mig i en klub, der hedder Ikast Håndbold, hvor vi skal i top-3 og spille Champions League, så der er konkurrence på alle pladser, og jeg vil gerne kæmpe for min plads.

Julie Scaglione var med til at vinde bronze sidste år. Den gang hed holdet Herning-Ikast. Nu hedder det blot Ikast Håndbold, og de spiller i gule trøjer. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Ikast-træner Kasper Christensen er også blevet kritiseret for ikke at bruge talentet nok. Det preller dog fuldstændig af. Der er lagt en plan for Scaglione, og den stoler de på.

- Så synes de, at hun spiller for lidt eller skulle spille et andet sted, hvor hun så ikke får den Europa-cup erfaring og 20 minutter, hvor hun skyder på Katrine Lunde, verdens bedste målmand gennem tiden. Når vi så bruger hende meget, er der nogle, der synes, hun spiller for meget i en for ung alder.

- Vi kunne sagtens smide hende endnu mere for løverne i sæsonen, men vi vil, til gavn for hende selv og dansk håndbold, holde hende langtidsholdbar og give hende en fysisk, der kan bære landskampe og en lang håndboldkarriere, siger træneren

Skal gøre stærke franskmænd rundtossede

Nu gælder det så et nyt Champions League-opgør mod franske Metz, der foruden de tre danske landsholdsspillere Louise Burgaard, Anne Mette Hansen og Kristina Jørgensen i truppen også har en frygtindgydende hjemmebane.

Og det opgør kan blive en kærkommen mulighed for at se, om talentet også rækker mod spillere fra allerøverste hylde.

- Jeg ser en Julie Scaglione, som har løftet sig op på et mere stabilt niveau og har fået endnu flere kompetencer end for halvandet år siden, hvor hun var en bombe, vi kunne smide ind. Så jeg tror, at vi kommer til at se Julie brage igennem og få en stor rolle denne sæson, og det kan lige så godt være mod Metz, at hun får det, siger Kasper Christensen.

- Julies angrebskompetencer er et fedt mix. Hun kan skyde fra distancen, og samtidig har hun hurtige fødder i duellerne. I Metz er der nogle fysiske spillere i midten, så Julies hurtige fødder og skud fra distancen kan hjælpe os.

Den ide køber stortalentet ind på.

- Jeg føler, at vi har en god snak om, hvordan kampen skal forløbe, så jeg kunne godt se mig få en stor rolle, og det håber jeg på. Men jeg håber mest på, at vi får to point med hjem.

Du kan se opgøret på DR1 og DRTV klokken 16.00. Kampen kan også følges her på dr.dk.