Dansker vil 'vinde det hele' med verdens største håndboldklub

Kristina Jørgensen har særligt ét mål med sit skifte til ungarske Györ, og det er at vinde titler både nationalt og internationalt.

Kristina Jørgensen er en af de bærende kræfter på det danske kvindelandshold i håndbold, og inden længe skal hun også spille for en af verdens største klubber. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Hun har det jo egentlig meget godt, hvor hun er i dag.

Kristina Jørgensen nyder den franske livsstil, spiller god håndbold, vinder mesterskaber og har endda flere danske holdkammerater.

Men at forlade franske Metz efter denne sæson var allligevel et af de letteste valg, som den danske håndboldspiller har truffet i sin karriere.

For der er bare nogle tilbud, man ikke siger nej til som håndboldspiller. Og sådan et tilbud fik Kristina Jørgensen, da den ungarske storklub Györ, der ofte betegnes som verdens største kvindehåndboldklub, pludselig havde set sig lun på den danske bagspiller og stod klar med en kontrakt.

- Jeg er glad og stolt over skiftet. Det bliver megaspændende og et nyt skridt i karrieren, som jeg er meget ydmyg omkring, for jeg skal jo spille for et af de største klubhold i verden, siger Kristina Jørgensen til DR Sporten.

- Jeg tror, det er manges drøm at komme til en af de største klubber i hele verden at spille. Man vil jo gerne være så god som muligt og spille på det bedste hold, så det er jo bare kæmpestort, fortsætter hun.

Kristina Jørgensen debuterede på det danske landshold i 2017 og har været med til at vinde VM-bronze i 2021 og EM-sølv i 2022. I november og december er hun så med, når Danmark spiller VM på hjemmebane. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix Denmark)

25-årige Jørgensen skifter til Györ efter indeværende sæson, og her har hun fået en kontrakt på tre sæsoner. Dermed forlader danskeren Metz efter to sæsoner, efter hun skiftede til den franske klub fra Viborg HK i sommeren 2022.

Men selvom hun i Frankrig har været med til at vinde både mesterskab og pokaltitel - og givetvis kommer til det igen i denne sæson - så drømmer Kristina Jørgensen endnu større. Særligt om Champions League.

Hvad er ambitionen?

- Det er at vinde det hele. Det er en af de største klubber i verden, og ambitionen er, at man skal vinde alt. Det er jeg bare glad for, og det er bare megafedt at være en del af et vinderhold, siger hun.

Györ har vundet det ungarske mesterskab hele 17 gange og Champions League fem gange.

Et naturligt skridt efter en lang proces

I Györ skal Kristina Jørgensen trænes af den tidligere Odense-træner Ulrik Kirkely, ligesom hun også får en dansk holdkammerat i skikkelse af Sandra Toft, som hun også kender fra det danske landshold.

Og Jørgensen har da også søgt råd og vejledning hos flere danske håndboldkollegaer inden skiftet. Særligt Anne Mette Hansen, der spillede i Györ fra 2017-2023, og som nu er Jørgensens holdkammerat i Metz, er blevet udspurgt.

- Det er klart, at Anne Mette Hansen har været en stor hjælp til at fortælle lidt interne ting om Györ. Hun har bare været hudløst ærlig, siger Kristina Jørgensen.

Kristina Jørgensen i aktion for Metz, som hun skiftede til i sommeren 2022. Det blev altså til to sæsoner i den franske klub. (Foto: © JEAN-CHRISTOPHE VERHAEGEN, Ritzau Scanpix)

Helt tilbage i maj måned hørte den danske landsholdsspiller for første gang om interessen fra Györ, og siden da har hun været til en række samtaler med både trænere og klubledere i den ungarske klub, inden skiftet altså endelig kunne offentliggøres torsdag eftermiddag.

- Det har ligget i mit baghovede i rigtig lang tid, og der har været mange overvejelser omkring det. Og fordi jeg har været så glad, hvor jeg er nu, så har det selvfølgelig også været svært at skulle væk fra, siger Jørgensen, der dog ser det som et helt naturligt skridt for hende:

- Ja, jeg synes, det passer fint i karrieren. Med det projekt, de bygger op næste år, med de spillere, de henter, så passer det mig godt, siger hun og uddyber:

- Jeg havde nogle rigtig gode samtaler med trænerne. Jeg vil gerne udvikle mig og tage nogle udfordrende skridt i min karriere.

Men det er altså først fra sommeren 2024, at den danske bagspiller kan se frem til at blive en del af det ungarske håndboldflagskib. Og på den helt korte bane skal Kristina Jørgensen med Metz møder Krim Ljubljana i Champions League søndag eftermiddag, inden hun mødes med det danske landshold for at spille VM på hjemmebane i november og december. Men Györ fylder alligevel allerede i baghovedet.

- Jeg glæder mig da helt vildt.