Der var topmøde i foreningen for danske landsholdsspillere, da Team Esbjerg lørdag i egen hule vandt 29-27 over Metz med Anne Mette Hansen, Louise Burgaard og Kristina Jørgensen i Champions League-gruppespillet.
Dermed fik de danske mestre, som sidste år nåede hele vejen til Final4 i sportens fineste klubturnering, rejst sig efter det skuffende nederlag til Ljubljana i sidste weekend.
Metz er som sagt en lille dansk koloni i Frankrig med trioen Burgaard, Jørgensen og Hansen i folden. Særligt sidstnævnte strøede om sig med små gaver til holdkammeraterne og fandt flittigt stregspiller Sarah Bouktit, som bragte Metz foran 6-3.
Bouktit - et forfærdeligt fransk bekendtskab for esbjergenserne denne lørdag. Blot 21 år og allerede i stand til at dele banen op og tvinge verdensklasseforsvar i knæ.
Modsat sandede tingene ofte til for Team Esbjerg, hvilket betød, at angrebsspillet skulle forløses af individuelle præstationer fra stjernerne. Norske Nora Mørk gik forrest, dog med blandet succes. Det samme gjorde Henny Reistad med sin reducering til 10-11.
Småkaotiske tilstande og urytmisk spil af cheftræner Jesper Jensens hold. De sled med at finde løsninger, men hægtede sig alligevel på Metz og gik til pause bagud med en enkelt, 16-17.
Esbjerg vendte tingene
Med tiden har Team Esbjerg udviklet sig til et hold med internationalt snit. Ellers når man ikke Final4 to år i træk, vel? Fysisk, kvalitetsmæssigt, på rutinen.
Så da Metz skruede op og Anne Mette Hansen stampede i gulvet, inden danskeren slyngede et løbeskud i nettet, bevarede esbjergenserne troen på tingene. Masser af tid på klokken, signalerede Jesper Jensen med sin udstråling. Ingen grund til panik.
Han havde en pointe, og da stortalentet i målet, Anna Kristensen, rullede gardinet ned i gulvhøjde, lignede det pludselig noget. Vigtige redninger, der blev definerende for det lille comeback, Sanna Solberg fuldendte ved at bringe Team Esbjerg foran 23-22 med små 20 minutter tilbage.
Samtidig fik hjemmeholdets defensive tæskehold, Rikke Iversen og Kathrine Heindahl, mere og mere styr på deres pligter. Det gav svære arbejdsbetingelser for Metz, som ellers blev hjulpet af en Louise Burgaard i spillehumør.
Danskeren kunne dog ikke forhindre hjemmeholdet i at vinde efter nogle nervepirrende sidste minutter af opgøret.