Hakkende Aalborg-hold slår Elverum og tager CL-fjerdeplads

Aalborg Håndbold vandt 30-28 over Elverum og møder Porto i ottendedelsfinalen.

Forventninger er egentlig en sjov størrelse.

Hvem havde på forhånd regnet med, at Aalborg Håndbold skulle stå til sidst og række ud efter en fjerdeplads i Champions League-gruppespillet? Måske Final4-drømmeren Henrik Møllgaard, der åbent har sagt, at han ikke deltager i klubbernes fremmeste turnering som håndboldturist. ’Det handler jo ikke bare om at være med’.

Med tiden er de vokset stødt, forventningerne, og aalborgensernes resultater har fremtvunget respekt. Det fjernede dog ikke det imponerende i, at Aalborg Håndbold – om end en smule hakkende - søndag vandt 30-28 over de norske mestre fra Elverum på hjemmebane.

Dermed er fjerdepladsen i Champions Leagues gruppe A dansk – forude venter en ottendedelsfinale mod Porto, hvor nordjyderne har fordelen af at slutte de to opgør på hjemmebane.

Mark Strandgaard blev Aalborg-topscorer med otte mål. (arkivfoto) (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Elverum har de senere år udviklet sig til en danskerkoloni i Norge. Den ene af dem med rødbedefarvet pas, målvogter Torsten Fries, lagde ud med at par gode redninger, havde stor ære af fire scoringsløse Aalborg-minutter, men så kom der ellers gang i hjemmeholdet. Tre mål på et minut, kontrascoring til 3-1 fra Mark Strandgaard, og så var nordjyderne stemplet ind.

Aalborgs kontratog med lokofører Strandgaard buldrede videre. Der blev lukreret stort på Elverum-spillernes momentvise koncentrationssvigt. De danske mestre fik allerede efter et kvarter lagt afstand med en femmålsføring, 10-5, men en udvisning til Tobias Ellebæk lod - for en stund - døren stå på klem.

Nordjyderne havde nemlig markant mere på spil end de hvidklædte gæster. Nordmændene skulle ’bare’ afvikle holdets sidste CL-gruppekamp, før turen gik hjem for at vinde endnu et norsk grundspil. Hos Aalborg var der en vigtig fjerdeplads på spil – og det kunne ses, mærkes og høres. Det var koncentreret, disciplineret og uden antræk til at hvile på de berømte laurbær, hvilket betød en komfortabel pauseføring på 18-11 til nordjyderne.

Nordjysk panik før lukketid

Hvis de første 30 minutter var karakteriseret ved stor Aalborg-ro, blev indledningen på anden halvleg lidt for meget ’armen i karmen’ og et tryk på autopiloten. Der blev slækket på de dyder, der havde bygget syvmålsføringen. Samtidig gav et par nordjyske udvisninger gæsterne smag på tilværelsen. I stedet blev det 21-18, da den kommende Aalborg-spiller, Lukas Sandell, efter 40 minutter elegant brød gennem den røde forsvarsmur og reducerede.

Islandske Omar Ingi Magnusson gik forrest i flere situationer, da Elverum halede ind på Aalborg mod slutningen. (arkivfoto) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Der var behov for, at profilerne stemplede ind – og det blev i første omgang Omar Ingi Magnusson, der tog skeen i den anden hånd. Først sled han sig til et straffekast, før islændingen fremviste sit enorme overblik med en diagonalbold til Buster Juul i hjørnet, der skød Aalborg foran 24-19 med under et kvarter igen.

Men de norske gæster ville bare ikke lægge sig ned. Fra sin position som den fremskudte i Elverums 5-1-forsvar havde Sigvaldi Gudjonsson stjålet et hav af bolde, og med seks minutter tilbage gjorde islændingen det igen og reducerede til 27-25.

Der var elementer af panik før lukketid hos aalborgenserne, men i slutsekunderne undveg storspillende Mark Strandgaard Elverums fuldbanepres og lukkede ballet med scoringen til slutresultatet 30-28.

Facebook
Twitter