- Det tog lidt tid at falde ned, for vi var lidt højt oppe at køre til sidst.
Ja, der er ikke noget af sige til, at Ikast-spillerne og cheftræner Kasper Christensen opererede i det højere luftlag på weekendens sidste dag.
Søndag aften slog midtjyderne i egen hule nemlig slovenske Krim Ljubljana i Champions League efter et vildt comeback og en hektisk afslutning med afgørende scoring i sidste sekund.
Sejren var Ikast Håndbolds fjerde på stribe, og det midtjyske mandskab topper derfor Champions Leagues gruppe B med maksimumpoint efter de første fire spillerunder.
Hvad foregår der i Ikast, fristes man til at spørge.
For de gulblusede, som i sidste sæson måtte "nøjes" med bronze i den danske liga, er kun med i Champions League på et wildcard.
Men svaret er faktisk simpelt nok, hvis Ikast-træner Kasper Christensen skal være afsender.
- Vi har ramt topniveau, det er der ingen tvivl om. Men vi er ikke så overrasket over, at vi kan spille med. Vi er et tophold, der kan være med mod alle i den danske liga, som i min verden er verdens bedste, og så kan vi også gøre det godt i Champions League, lyder det fra manden med ansvaret i Ikast.
Se højdepunkter fra det dramatiske opgør mellem Ikast Håndbold og Krim Ljubljana:
Christensens tropper er da også kommet ud som lyn og torden i de første gruppekampe. Det er blandt andet blevet til sejre over de tredobbelte Champions League-mestre fra Vipers Kristiansand og det franske storhold Metz.
Og selvom troen på egne evner gror ganske fornuftig i den midtjyske muld, er maksimumpoint efter fire kampe alligevel en kende mere, end snusfornuften kunne resonere sig frem til inden sæsonstart.
- Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, jeg havde regnet med, vi ville stå med otte point efter fire kampe med et relativt svært startprogram. Så vi har bare ramt tæt på topniveau, og viser også en god mentalitet i dag, og det er vi rigtig stolte og glade over.
Trods alt ikke favoritter til Champions League
Men hvad så nu? Fire sejre i fire kampe. Fortsætter det sådan kræver det jo ikke meget tankevirksomhed at regne ud, hvem der står med pokalen, når sæsonen er omme.
Det regnestykke kan Kasper Christensen også udføre, men vil nok argumentere for, at vejen til en Champions League-triumf mere ligner potensregning end simpel to plus to lig med fire.
- Det ville måske være at tage munden for fuld lige nu, men vi har omvendt også vist, at vi kan spille med mod alle. Så det er ikke drømme, vi pakker væk. Lige nu har vi fokus på at præstere fra kamp til kamp. I dag (søndag, red.) fik vi modgang for første gang, og det formåede vi at kæmpe os ud af, siger Kasper Christensen.
Hør Kasper Christensen sætte ord på Champions League-målsætningen:
Næste opgør for Ikast Håndbold i Champions League er 21. oktober, når det gælder polske Zaglebie Lubin på hjemmebanen i det midtjyske.
Her vil Kasper Christensen nok skulle forberede sine spillere på at være storfavoritter. Polakkerne ligger sidst i puljen med nul sejre i de første fire kampe.
Og skulle det blive til fem på stribe for Ikast Håndbold, vil midtjydernes Champions League-målsætning allerede være meget tæt på at være opfyldt.
- Vi havde et mål om at gå videre blandt de første seks hold, da turneringen startede, og det ser rigtig godt ud nu.
- Så må vi se, om vi kan blive ved med at knibe os fast i toppen. Men vi er ikke favoritter til at vinde Champions League, så langt fremme er vi ikke. Men omvendt kan vi slå alle på dagen, siger Kasper Christensen.