Kan Aalborg trumfe Anja og Mikkel? Her er de største danske bedrifter i verdens største klubturnering

Aalborg Håndbold er det første danske hold i Champions League-semifinalen de seneste ni år. En turnering, hvor danske hold ellers har fejret store triumfer.

Anja Andersen(tv.), Henrik Møllgaard(i midten) og Mikkel Hansen(th.). 3 danskere, der har haft stor succes for et dansk klubhold i Champions League. (© (arkivfoto) Scanpix)

Det lykkedes.

Med en samlet sejr på et enkelt mål over giganterne fra Flensburg-Handewitt, har Aalborg Håndbold booket en billet til det forjættede land - Champions Leagues Final 4-turnering i Køln.

Dermed kan aalborgenserne kalde sig for et af verdens fire bedste klubhold som det første danske mandskab i snart et årti.

Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen (forrest) jubler med sine spillere efter triumfen mod Flensburg-Handewitt i aftes. (Foto: Sportxpress © Ritzau Scanpix / Sportxpress)

Men det er altså ikke fordi, at de danske hold på dame- og herresiden ikke har markeret sig i verdens største klubturnering. Tværtimod.

Vi har taget et kig på de største danske præstationer i Champions League, som Henrik Møllgaard og resten af Aalborg-mandskabet skal forsøge at leve op til, når de spiller semifinale i midten af juni.

’Vi har fandeme skrevet håndboldhistorie!’, Kolding spiller sig i semifinalen - 2002

Det er altid fedt at være de første til at gøre noget, og det var det bestemt også for spillerne i Kolding IF for knap tyve år siden.

Vi har fandeme skrevet håndboldhistorie, gik spillerne og skreg til hinanden ifølge BT efter semifinalebilletten kom i hus.

Det var da også lidt af en overraskelse, at det lykkedes Lasse Boesen, Bilal Schumann og Claus Flensborg at spille sig blandt de sidste fire i Europa som det første herrehold i det nuværende Champions League-format.

Men i kvartfinalen havde træner Ulf Sivertssons tropper fundet storspillet frem mod svenske Redbergslid og vandt samlet med to scoringer.

Træerne voksede dog ikke ind i himlen, og Kolding blev i semifinalen ekspederet af tyske SC Magdeburg.

Anjas store mesterstykke: Slagelse vinder Champions League - 2004, 2005 og 2007

I starten af det nye årtusinde var der nok ikke mange udenfor Slagelse og omegn, der havde et forhold til byens kvindelige håndboldhold, der levede en forholdvis anonym tilværelse i 2. division.

Men det blev der lavet om på, da Danmarks bedste håndboldspiller gennem tiderne overtog tøjlerne med den søvnige provinsklub i 2000.

Anja Andersen trak straks stjernespillere som Camilla Andersen, Ausra Fridrikas og Bojana Popovic til Slagelse og på bare fire år tog klubben turen fra den danske 2. division til Champions League-finalen.

Anja Andersen og Slagelse jubler over deres sidste Champions League-sejr i 2007 med finalesejren over Lada Togliatti. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Anjas tropper var så sejrssikre inden finalen, at de uddelte t-shirts til deres fans med påskriften ’Vindere af Champions League 2004’ allerede inden finalen mod de forsvarende mestre fra Krim.

Og stuntet gav ikke bagslag. Slagelse vandt Champions League som det første danske hold efter turneringen fik sin nuværende form i 1993.

Anja Andersen førte efterfølgende sit mandskab til yderligere to titler i 2005 og 2007, inden hun forlod holdet i 2008.

Slagelse gik konkurs i 2013.

Viborg overtager fra Slagelse: Vinder Champions League - 2006, 2009, 2010

Det var overordentlig fedt at være fan af dansk kvindehåndbold i 00’erne.

I perioden fra 2004 til 2010 vandt danske hold seks ud af syv udgaver af kvindernes Champions League.

Slagelse snuppede som tidligere nævnt de tre af dem, og de andre tre stod Viborg HK for.

Faktisk er kvinderne fra Domkirkebyen det mest succesfulde danske hold internationalt.

Udover deres tre sejre i ’06, ’09 og ’10 har de nemlig også to sølvmedaljer fra slutningen af 1997 og 2001.

Hansen hamrer debutanter i Final4: AG København vinder bronze - 2012

Det var spektakulært, effektivt og i sidste ende et enormt kortlivet projekt.

AG København blev grundlagt i 2010 med nogle af verdens allerbedste herrespillere.

Med en trup, der kunne mønstre stjernespillere som Mikkel Hansen, Joachim Boldsen og René Toft Hansen var det ikke den store overraskelse, at AG København ryddede bordet i Danmark og snuppede både mesterskabet og pokaltitlen i 2011.

Det gav adgang til Champions League året efter, og det udnyttede københavnerne efter bedste evne.

I kvartfinalen lukkede de nemlig 21.000 tilskuere ind i Parken til opgøret mod storholdet Barcelona.

De mange tilskuere kunne se Hansen og kompagni rundbarbere de stakkels spaniere og AG København strøg sikkert blandt de sidste fire i verdens fineste klubturnering.

Her faldt de danske helte dog mod Atletico Madrid i semifinalen, men kunne rejse hjem til København med Champions League-bronzemedaljer.

De første Champions Legaue-medaljer til et dansk hold efter turneringen skiftede til det nuværende format i 1993.

Den imponerende indsats i Europa blev dog også AG Københavns svanesang.

Allerede to måneder senere gik projektet konkurs.

’Vi skal vinde hele lortet’: Aalborg spiller sig i Final 4 - 2021

Aalborg jubler over semifinalepladsen i Champions League efter den samlede sejr over Flensburg-Handewitt. (Foto: Axel Heimken © Scanpix)

Så er vi fremme ved gårsdagens kæmpetriumf for Aalborg Håndbold.

De undertippede nordjyder vandt nemlig den første kvartfinalekamp mod mægtige Flensburg-Handewitt med 26-21, og derfor gjorde det ikke noget, at returkampen endte med et firemålsnederlag.

- Vi sagde inden sæsonen, at vi ville vinde hele lortet. Og vi er stadig med i hele lortet. Det er stadig det, vi går efter. Nu er der en semifinale, og så er det en finale. Det er kun to kampe, vi skal vinde. Og det tror jeg på, at vi kan, sagde Nikolaj Læsø efter triumfen i aftes.

Hvis det skulle lykkes for Aalborg Håndbold at spille sig i Champions League-finalen ved Final 4 i Köln i midten af juni, bliver de altså det første danske herrehold i det nye format til at komme hele vejen til slutkampen.

Facebook
Twitter