Landsholdsspiller efter operation: Forhåbentlig klar til Champions League-start

Lasse Anderssons korsbåndsoperation forløb planmæssigt, men manden der førte kniven, var også ham der står for at operere FC Barcelonas fodboldspillende mangemillionærer.

(© DR Sporten)

Håndboldspilleren Lasse Andersson ødelagte i FC Barcelonas Champions League-opgør mod Wisla Plock for halvanden måned siden korsbåndet i venstre knæ.

Tirsdag eftermiddag blev Andersson opereret, og det hele er forløbet som forventet.

- Operationen er gået efter planen. Jeg faldt heldigvis i søvn halvvejs. Det gjorde det hele lidt nemmere. Lægerne gav også udtryk for, at det er gået som det skulle.

- De første dage efter skaden var lidt hårde. Vi var lige ved at nærme os den sjove del af sæsonen og så sker det her. Det gik lige et par dage før det lige sank rigtig ind, fortæller Lasse Andersson fra hospitalet i Barcelona.

Hvornår satser du på at være tilbage på banen?

- Det er svært at sige. Det heldige er, at det skete hernede i Barcelona. Her er man i fuldstændig trygge hænder.

- I Danmark plejer man at sige, at en korsbåndsskade tager 9-10-11 måneder. Hernede plejer de at sige, at det kun tager seks måneder. De har gode erfaringer med det, så jeg regner med at kunne være klar en gang i slutningen af september. Det passer med, at den nye Champions League-sæson starter.

Dermed burde der heller ikke blive problemer med at nå tilbage i kampform inden EM i Kroatien i januar 2018, der er næste store mesterskab med det danske landshold.

Andersson, Messi og Neymar

Lægen der opererede Lasse Andersson er den samme som også står for operationerne, når klubbens fodboldspillende mangemillionærer har problemer med bentøjet.

- Han skulle være den bedste på området og bliver også brugt i fodboldafdelingen, når man mener, at det er nødvendigt.

Hvis han også er læge for Lionel Messi og Neymar, så er det vel mand, der er til at stole på?

- Det er betryggende. Jeg har ikke lige fået snakket med de to, men jeg kan lige prøve at høre dem ad, lyder det fra Lasse Andersson, der efterfølgende bryder ud i grin.

Klubben har efter skaden udvist stor opbakning til den danske venstreback og han føler sig derfor også meget fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.

- Jeg har ingen tvivl om, at jeg nok skal komme tilbage og også gerne gøre det endnu bedre. Det er bare at tage den positive brille på og så ellers bare fyre den af, fortsætter Lasse Andersson.

Til tops i Fifa?

FC Barcelona-spilleren er fuld af fortrøstning i forhold til at få tiden til at gå indtil han igen kan være tilbage på håndboldbanen. Den første måned kommer dog primært til at blive brugt foran skærmen derhjemme.

- Allerede om en måneds tid kan jeg begynde med nogle forskellige øvelser, og når vi kommer til juni har jeg tre måneder, hvor jeg kan træne hver dag og bare blive stærkere og stærkere.

- Men indtil da skal tiden bruges på at vinde 1. division i online-udgaven af Fifa og det går stille og roligt fremad.

Hvem spiller du som?

- Det tror jeg ikke, at vi skal snakke om her. Det er et andet spansk hold, mere kan jeg ikke sige, slutter en grinende Lasse Andersson.