Lykkelig Odense-spiller efter kvartfinaleplads: ’Det er så fedt!’

Kamilla Larsen fra Odense Håndbold har svært ved at forstå, at klubben er klar til kvartfinalen i Champions League.

Kamilla Larsen havde svært ved at forstå, at kvartfinalepladsen var sikret.

Odense Håndbold spillede sig lørdag videre til kvartfinalerne i håndboldens Champions League, da de slog København Håndbold med 25-23.

Dermed kan fynboerne ikke længere hentes på den fjerdeplads, som giver videre avancement i turneringen.

Og det er tæt på at være uvirkeligt, forklarer Odense-spilleren Kamilla Larsen.

- Det er sgu stort! Jeg vil gerne dedikere sejren til Stine Jørgensen og Mette Tranborg, der ikke kan spille, fordi de er ude med skader. Sejren er også til alle dem, der kommer for at støtte os, siger hun og fortsætter.

- Jeg er så stolt af klubben, og jeg er stolt af os spillere. Hvor er det bare fedt!

Ungarsk storklub venter

I kvartfinalen skal Odense Håndbold nu møde det ungarske storhold Györ, der er spækket med stjernespillere.

Men det generer ikke Kamilla Larsen, der mener, at fynboerne kan ride videre på den bølge af lykke, holdet har fået efter sejren over København Håndbold.

- Det kan godt være, at vi skal møde Györ, og det bliver en svær kamp. Rend mig! Det er bare så fedt, at vi viser, at når der er nogen, som bliver skadet i den her klub, så er der andre, der rejser sig op og tager ansvar. Vi står virkelig sammen. Det vil vi gøre hele vejen. Og så er der ingen, der skal afskrive os. For vi flyver virkelig, når vi står sammen.

- Det er helt vildt, at vi skal møde Györ. Det er måske verdens bedste hold, og det bliver fedt, når vi skal måle os med dem. Og det er altså Champions League, så alt kan ske, lyder den optimistiske melding efter sejren.

Med videre fra Odenses gruppe kommer også Buducnost, Rostov Don og franske Metz.

Facebook
Twitter