Midtjysk succesformel: Kontinuitet skal konkurrere med kæmpebudgetter

Herning Ikast Håndbold vil i årene der kommer satse på lange kontrakter i jagten på europæisk succes.

Louise Burgaard er en af de spillere, der har underskrevet en langvarig kontrakt med FCM/Herning-Ikast Håndbold. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det bliver kontinuitet og lange kontrakter, der skal bringe klubben Herning-Ikast Håndbold det næste skridt op ad den sportslige rangstige.

På et pressemøde i dag annoncerede FCM Håndbolds nye ejerkreds ikke bare det nye navn fra næste sæson - Herning-Ikast Håndbold - men også en ny strategi, hvor kontinuitet er et af nøgleordene.

- Det er klart, at med de nye spillere og kontraktforlængelser, der er lavet, er vi ved at have et så slagkraftigt mandskab, som der har været i mange år på de her breddegrader, siger træner Kristian Kristiansen.

FCM Håndbold præsenterede i dag på et pressemøde i IBF Arena i Ikast fremtidens damehåndbold i Midtjylland. Spillerne Anne Mette Pedersen og Sabine Englert afslørede det nye navn og logo, flankeret af bestyrelsesformand Lars Gantzel Pedersen og direktør Jakob Mølgaard Christensen. (Foto: Mads Dalegaard © Scanpix)

Som det synlige bevis på den påståede kontinuitet annoncerede klubben i forbindelse med navngivningen en række kontraktforlængelser og tilføjelser til spillertruppen.

Humlen er kontinuitet

Anfører Veronica Kristiansen satte sin signatur på en treårig kontraktforlængelse, og landsholdsprofilen Louise Burgaard har forlænget sin kontrakt med to år, ligesom også norske Stine Skogrand og danske Sarah Iversen rykker til det midtjyske på treårige kontrakter.

- Det er humlen her; at kontinuitet godt kan slå de projekter, der popper op med verdensstjerner på alle positioner, og som kun har et par år at husere i. Så kan man holde en kontinuitet på positionerne igennem en årrække, så opstår synergierne, og så begynder man at kunne lege med de største hold, siger træneren.

- Klubben har jo vist før, at hvis man skal rykke det sidste stykke – og den har også været i Final 4 – at det godt kan lade sig gøre. Så det korte svar er, at vi jagter alt, hvad vi kan, og det her projekt er en sikring, der skal sikre en bæredygtighed, der gør, at vi står skarpt i toppen, ikke bare nationalt, men også internationalt, siger Kristian Kristensen.

De nye investorer har samlet syv millioner kroner, der er skudt i selskabet bag klubben. Et anseeligt beløb, men stadig langt fra de tal, klubber som Rostov Don, CSM Bukarest, Györ og Skopje opererer med.

Udsigten til Champions League-triumf

Det er man udmærket klar over på direktionsgangene, og derfor vil direktør Jakob Mølgaard Christensen heller ikke udbasunere en tro på, at Herning-Ikast Håndbold kan løfte Champions League-trofæet lige med det samme.

- Der går nogle år, det vil være mit bedste bud. De hold, som vi er oppe imod her, har jo samme budget som os, bare i euro. Og et par af deres spillere koster vel det samme som hele vores hold, så der er en økonomisk barriere. Men det er klart, at vi forsøger at lægge lag på her i Herning-Ikast Håndbold, siger han.

En ting er de økonomiske realiteter, noget andet er drømme. De er som bekendt gratis, og derfor er højrefløjen Anne Mette Pedersen ikke bleg for at sigte lidt højere.

- Det er klart, at målet er Champions League. Klubben har vundet rigtig mange DM-titler, og det er stadig svært, men selvfølgelig vil vi gerne vinde Champions League. Og det er så det, man prøver at gøre nu ved at signe nogle rigtig store stjerner, så jeg håber i eller næste år, siger hun.