Mundlam Barcelona-dansker efter CL-kollaps: 'Det er slet ikke til at fatte'

Lasse Andersson og Barcelona kommer ikke til at spille om Champions League-trofæet i år.

En skuffelse så stor, at han næsten ikke kunne sætte ord på det.

Lasse Andersson havde efter nederlaget i Champions League-semifinalen svært at forstå, hvordan Barcelona formåede at sætte en syvmåls pauseføring over styr mod Vardar.

- Det er svært. Vi har spillet og trænet hele sæsonen for at komme frem til denne kamp, og så ender anden halvleg på denne måde. Det er slet ikke til at fatte, siger danskeren til DR Sporten.

Barcelona vandt første halvleg med hele 16-9, men holdet tabte alligevel semifinalen mod Vardar med 29-27.

Lasse Andersson brændte alle sine fire afslutninger i kampen, og han tabte bolden i en afgørende situation i slutningen af anden halvleg.

- Vi brænder for meget i anden halvleg, og så er vi bare uheldige med rigtig mange kendelser. Det er som om, vi ikke får løbet, som vi plejer, og som vi gjorde i første halvleg.

Efter nederlaget venter der nu danskerne Lasse Andersson og Kevin Møller en bronzekamp mod polske Vive Kielce søndag eftermiddag.

- I morgen når vi står op, så er der selvfølgelig en ny kamp, og den skal vi gå ind til som alle andre for at slutte sæsonen af så godt som muligt. Men lige nu er det ikke det superfedeste, siger Andersson.

Lasse Anderssons iturevne trøje siger alt om hans frustrationer over nederlaget. (Foto: Sascha Steinbach © Scanpix)

Lang skadespause

Han kom tidligere på sæsonen tilbage fra en 13 måneders lang skadespause, hvor et sprunget korsbånd holdt ham væk fra håndboldbanen. Derfor havde han også glædet sig til at være med til at sikre Barcelona succes i Champions League.

Derfor blevet det også for meget for bagspilleren, da snakken faldt på hans lange svære periode på sidelinjen, som nu ikke bliver vekslet ud med triumf i den store klubturnering.

- Du har vel nærmest gået en hel sæson og ventet på lige præcis Final4, fordi du har været ramt så hårdt af skader. Det er vel næppe en drøm, at det ender sådan her?

Dårligt var spørgsmålet færdiggjort, før Lasse Andersson tydelig berørt vendte rundt, forlod interviewet og gik ud uden at snakke med nogle af de andre ventende journalister.

Lasse Andersson, Kevin Møller og Barcelona spiller bronzekamp klokken 15.15 i morgen – en kamp, der kan ses på DR2 ligesom finalen mellem Vardar og Veszprem.

Facebook
Twitter