Odense spillere efter montenegrinske stryg: 'Vi ærgrer os sindssygt meget'

Odense Håndbold måtte sig slået af montenegrinske Buducnost efter et tæt opgør på hjemmebanen på Fyn.

Mette Tranborg of Odense HC during the Womans Champions League Handball match between Odense and Buducnost Sunday Nov. 11. 2018 in Odense, Denmark. Odense Foto: Tim Kildeborg Jensen (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

De danske håndboldkvinder fra Odense spillede i lang tid lige op med deres montenegrinske modstandere fra Buducnost, men i anden halvleg kunne danskerne ikke holde trit med de fysisk stærke modstandere.

- Vi mangler lidt gejst. Vi starter enormt godt ud og scorer på vores chancer. Men det tager vi ikke med til anden halvleg, forklarer Mie Højlund til DR Sporten.

Resultatet betyder, at Odense højst kan få tre point med videre til mellemrunden, og det kan vise sig at få stor betydning senere i turneringen.

- Det er klart, at vi gerne ville have haft to point med over i mellemrunden, og vi ærgrer os sindsygt meget lige nu, siger Mie Højlund.

Frustrerende indsats

Den samme forståelse af kampen har holdkammeraten Freja Cohrt, der også var frustreret over danskernes indsats i anden halvleg.

- Vi halter på rigtig mange parametre i anden halvleg. Vi er uskarpe på, hvad vi egentlig vil i angrebet og laver også enormt mange fejl i andenfasen. Det er der bare ikke råd til mod Buducnost, siger Freja Cohrt til DR Sporten.

Hun fik personligt den montenegrinske kærlighed at føle, og gik fra banen efter kampen med et blåt øje.

- Det skal gøre ondt at spille Champions League, men det skulle bare helst have gjort lidt mere ondt på dem end os, konstaterer Freja Cohrt.

Facebook
Twitter