Jesper Jensen revser den ’lortesituation’, Esbjerg er havnet i

Midt imellem to DM-finaler skal Team Esbjerg søndag spille om bronze i Champions League.

Jesper Jensen er ikke tilfreds med både at skulle spille DM-finaler og om Champions League-bronze på samme tid. (Foto: © Attila KISBENEDEK, Ritzau Scanpix)

Skuffelsen var malet i ansigterne på Team Esbjerg-spillerne, da de lørdag måtte vinke farvel til søndagens Champions League-finale efter en scoring i de allersidste sekunder mod ungarske FTC.

Dermed står esbjergenserne samme sted som sidste år og skal søndag ud i en bronzekamp mod danskerklubben Györ.

En situation, som bestemt ikke falder i god jord hos Esbjergs træner, Jesper Jensen. Han skal nemlig samtidig sørge for at have en kampklar trup til på torsdag, hvor de tager mod Odense Håndbold i returopgøret i DM-finalen.

De sportslige krumspring og prioriteringer har de tre øvrige Final4-hold været fritage for, da de allerede har færdigspillet deres respektive hjemlige ligaer.

- Vi står i den lortesituation, vi havde håbet på ikke at stå i. Men den står vi i, fordi nogen har besluttet, at vi skal spille det her mellem to DM-finaler, siger Esbjerg-træneren.

Henny Reistad (tv.) og Team Esbjerg vandt den første DM-finale med 27-26 på udebane over de forsvarende mestre fra Odense Håndbold. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

I den forgangne uge indledte Jesper Jensens tropper DM-finaleserien med en étmålssejr over de forsvarende mestre fra Odense, og der er ingen tvivl om, hvordan træneren prioriterer sæsonens sidste to kampe.

- Vil vi gerne vinde bronze i Champions League? Ja, det vil vi rigtig gerne. Skal det være på bekostning af DM? Nej, det kommer det ikke til, understreger Jesper Jensen.

- Vi kan ikke tillade at presse spillere med skader. Det havde vi selvfølgelig gjort i en Champions League-finale, siger cheftræneren, der dog nødigt vil rejse hjem med nederlag i både semifinale og bronzekamp.

Han erkender dog, at det ikke er for alt i verden, at Esbjerg går efter bronzemedaljerne.

- Jeg sagde allerede for en uge siden, at det her ville være den værste situation at ende i. At spille sig op i top-4 i verden og spille om at blive det tredjebedste hold i verden fortjener fuld opmærksomhed. Kan vi give kampen det? Nej, det kan vi nok ikke, erkender Jesper Jensen.

Team Esbjerg møder Györ kl. 15.15 søndag, mens FTC og Kristiansand Vipers står til at kæmpe om Champions League-trofæet fra kl. 18.