Team Esbjerg videre i Champions League efter skrivebordsafgørelse: 'Den bedste af de dårlige løsninger'

Det Europæiske Håndboldforbund har truffet en skrivebordsafgørelse i ni udskudte kampe i kvindernes Champions League.

Team Esbjerg er videre fra Champions League efter en skrivebordsafgørelse. (Foto: John Randeris © Scanpix)

På grund af skrappe rejserestriktioner rundt omkring i Europa har Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) døjet gevaldigt med at få afviklet flere af kampene i kvindernes Champions League, fordi udeholdet ikke har kunne få indrejse.

Onsdag meddelte EHF, at de har truffet en skrivebordsafgørelse i de kampe, der af den ene eller anden grund ikke er blevet spillet, så turneringen kan komme videre. Desuden meddeler EHF, at alle 16 hold i gruppespillet går videre til knockoutfasen i modsætning til de planlagte 12.

Det betyder blandt andet, at Team Esbjerg kan notere sig en skrivebordssejr over Krim.

Team Esbjerg lå før afgørelsen på en sjetteplads i gruppe A, hvilket akkurat var nok til videre kvalifikation under de tidligere regler.

Før skrivebordsafgørelserne var Team Esbjerg kun et enkelt point foran Krim, og med et indbyrdes opgør var den videre deltagelse langt fra sikret. Indtil EHF skred ind.

- Isoleret set er det jo godt for os. Havde det nu været en afgørelse, der var gået imod os, så havde jeg egentlig været nødt til at sige, at det er sådan situationen omkring corona er.

- Nogen vinder på det, og nogen taber på det, og derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi tænker på sporten. Så må den her sæson blive, som den nu kan være, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

EHF har besluttet, at frem for de planlagte seks hold, der går videre fra gruppespillet, så går alle otte hold nu videre fra begge grupper. Og det er noget, Jesper Jensen hæfter sig ved, selvom det betyder, at første- og andenpladsen i gruppen nu skal spille ottendedelsfinale i stedet for at være kvalificeret direkte til kvartfinalerne.

- Det er selvfølgelig helt vildt ærgerligt for dem, der har spillet sig til en første- eller andenplads, at de skal til at rejse ud og spille mod en 7’er eller 8’er. Men det ville også være synd for Krim, at de skulle ende med at ryge ud på skrivebordet. Så jeg tror egentlig, at jeg synes, at beslutningen er okay, siger Jesper Jensen.

Ikke tid til at indhente det tabte

Jesper Jensen er især ærgerlig på sportens vegne, og den holdning er DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, enig i.

- Det er jo megatræls. Det er en træls situation, at der skal afgøres kampe ved skrivebordet. Det kan jeg ikke huske, hvornår det sidst er sket i så vid en udstrækning. Det heldigvis meget sjældent, men der er jo en god grund. Selvom det er sørgeligt for sporten, så er vi bare i en træls tid, hvor der er nødt til at blive taget nogle af de afgørelser for, at vi får afviklet Champions League, siger Lars Krogh Jeppesen.

Og selvom det ikke er de sportslige præstationer, der ender med at afgøre de to grupper i Champions League, så mener Team Esbjergs cheftræner, at det er et nødvendigt onde.

- Jeg kan sagtens se, at der er nogen, der bliver tildelt mere end andre, men det er uundgåeligt andet. Sidste år, da DM blev afgjort, og vi endte med at blive dansk mester, det kunne jo også have gået anderledes, hvis vi havde spillet om det. Der er ikke noget lige nu, der er fair, siger Jesper Jensen.

Jesper Jensen og Team Esbjerg har vundet det danske mesterskab de seneste to sæsoner. Senest på en skrivebordsafgørelse på grund af coronanedlukningen. (Foto: John Randeris © Scanpix)

Jesper Jensen påpeger, at det bedste scenarie havde været, hvis der havde været nogle klare regler inden turneringens begyndelse for, hvordan en situation som den, det hele nu er havnet i, skulle løses.

- Hele den her situation har jo været svær at forudse. Så lige nu der er det i mange cases i verden, også i håndboldverdenen, at vi går efter den bedste af de dårlige løsninger, og det synes jeg, EHF har truffet her, uden overhovedet at kende hele baggrunden, siger han.

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, er enig i, at det vigtigste er, at der nu er truffet en afgørelse.

- For sporten, for spillerne, for klubberne, så er det vigtigste at få afgjort de her kampe.

- Der er simpelthen ikke tid til at spille de kampe, der er blevet udsat, siger Lars Krogh Jeppesen.

Team Esbjerg spiller den sidste gruppekamp i Champions League, men er altså allerede videre, når Bietigheim kommer på besøg i Esbjerg søndag.

Odense Håndbold, der også er med i Champions League, er også videre til ottendedelsfinalerne.

Facebook
Twitter