VIDEO Mikkel Hansen om bænkevarmer-tjans: 'Vi vandt, så jeg kan ikke klage'

Danske Mikkel hansen fik ikke lov at bidrage med det store, da PSG vandt søndagens bronzekamp.

Mikkel Hansen sad mest på bænken, da hans klub Paris Saint-Germain vandt bronzefinalen med 29-27 over makedonske Vardar i Champions League.

Danskeren kom blandt andet på banen og reducerede til 17-19 på et straffekast, men ellers blev han holdt på bænken i det meste af opgøret. Han gav efterfølgende udtryk for sin frustration.

- Vi vandt jo, så jeg kan ikke brokke mig så meget, men sådan er det sommetider, siger den danske landsholdsspiller.

Hvordan er det at sidde derude og kigge på?

- Det kan man nok godt regne ud. Man vil selvfølgelig gerne være inde på banen og bidrage, men igen – vi vandt, og det var det, vi kom efter i dag.

Torsdag kan PSG vinde det franske mesterskab, hvis holdet på hjemmebane tager en sejr og to point over Chambery Savoie. Derfor er danskeren hurtig til at rette fokus mod næste uge, da han mener, at et mesterskab kan redde sæsonen og glemme CL-skuffelsen.

- Det er selvfølgelig klart, det kan ændre det hele. Vi havde sat næsen op efter mere, end vi har fået her. Det lykkedes så ikke, og så må vi håbe, at vi kan komme tilbage næste år og gøre det endnu bedre. Men det nytter ikke noget kun at spille nogenlunde, når man kommer her. Rammer man ikke topniveau, så slår man ikke de hold, der er her, og det gjorde vi ikke i går, siger Mikkel hansen.

PSG ligger a point med Montpellier i den bedste franske liga, men er bedre indbyrdes.

Facebook
Twitter