Danmark bliver vært for håndbold-VM i 2023

Danmark har sammen Norge og Sverige fået tildelt verdensmesterskabet i kvindehåndbold i 2023.

Vi får de danske kvinder at se helt tæt på, når der i 2023 skal afholdes VM i Skandinavien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det Internationale Håndboldforbund annoncerede lørdag eftermiddag under det igangværende VM for herrer i Frankrig, hvem der skal afholde kvindernes verdensmesterskaber i henholdsvis 2021 og 2023.

Først kom Spanien op af hatten som vært for VM-slutrunden i kvindehåndbold i 2021, inden værtskabet for slutrunden i 2023 skulle tildeles til enten Ungarn alene eller de tre skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge i fællesskab.

Og det blev sidstnævnte udfald til stor glæde for hele Skandinavien og i særdeleshed DHF-direktør Morten Stig Christensen.

- Vi er helt overvældede. Vi er lige kommet ud af rummet, hvor vinderen blev trukket op af en kuvert, som man ser det ved melodigrandprix, så vi var selvfølgelig meget nervøse, men lige nu er vi bare fantastisk glade.

- Vi vil hele Skandinavien sammen lave det fedeste VM for kvinder. Vi havde over 150.000 tilskuere, da vi afholdt VM i Danmark. Prøv at forestil jer, når vi så også har Sverige og Norge med og altså tre lande på hjemmebane. Det kan blive helt vildt og det største nogensinde, siger han til DR Sporten.

At værtskabet blev nappet for næsen af netop Ungarn, der jo som bekendt slog de danske håndboldherrer ud ved den igangværende VM-slutrunde for mænd, falder også i god jord hos håndboldforbundets direktør.

- Vi ville selvfølgelig gerne have slået Ungarn på banen også, men det her er da en dejlig lille fjer i hatten, som vi får med os hjem. Det er en stor dag, siger han.